Generelle

Nyd det: FCK bliver aldrig bedre

Det siger meget om FC Københavns nuværende høje niveau, at det var en forventet historisk triumf i Parken i tirsdags. De græske mestre fra Panathinaikos fik klø, efter at endnu en fornem FCK-indsats sikrede den første danske plads i Champions League 1/8-finalerne. Men meget taler også for, at det her er toppen, for det aktuelle hold er ved enden af sin cyklus, og et løft endnu længere op i det europæiske hierarki vil kræve mange flere penge, end Arkadij Abramovitj måske står klar med i en aktieemission.

»Det ændrer bare ikke ved, at der er mange rigtig gode ting i FC København. 10 års fremgang giver en god ballast til fremtidens udfordringer. Vi har en vinderkultur og et træningsmiljø, der er indarbejdet. Vi har stor know-how på alle niveauer fra ledersiden og ned gennem trænerstaben, så på den måde har vi al mulig god grund til at glæde os over, at udgangspunktet er, at vi har vist os som en meget stabil klub.«

»Men som nævnt kører et hold i cyklusser, og det betyder, at der altid vil være spillerafgang, enten i form af udløbne kontrakter eller eventuelt et salg eller to, affødt af det peak for holdet, som vi oplever nu. Det skete også i 2006, hvor vi cashede ind som klub på et par spillere .«

»Der skal også en ny træner ind, så sandsynligvis vil der være en del udskiftning over det næste år, og det er der selvfølgelig altid en vis usikkerhed forbundet med. Og nu er det altså sport, vi taler om, så vi kan heller ikke forudse alting. Der kan for eksempel også ske skader på nøglespillere.«

»Det skal man være forberedt på og have planlagt efter, men målet vil som altid være, at vi opretholder vores niveau og helst også står stærkere stillet end sidste sæson. Men der er en usikkerhed, og det er også en af grundene til, at fodbold er interessant. Selv Real Madrid vinder ikke hver gang,« sagde Carsten V. Jensen om det inderste af fodboldens natur, der også er en af grundene til, at det er så populært. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske, eller hvordan det sker.