Video : Tipsbladet
Superliga

Fik hård kritik: Derfor var Brøndbys vindue stille

Brøndby fik hug for ikke at handle mere ind i sommerens transfervindue, men måske er der gode forklaringer på, at der ikke skete mere.

Transfervinduet i Superligaen er lukket, og Brøndby IF's handler og relativt stille sommer var noget, der fyldte.

For efter to år med en tsunami af aktivitet var der meget stille i Brøndby, hvor Patrick Pentz' aftale blev gjort permanent og Mileta Rajovic kom på en lejeaftale på sidste dag, mens der blev sagt farvel til reserver og den lovende teenager Oscar Schwartau.

Det var noget, der blev debatteret flittigt internt og eksternt, og hvor det stadig ikke er til at sige, om Brøndby vandt eller tabte transfervinduet.

Læs Stig Tøfting hudflette Brøndby IF her

For hvad det fortæller os om Brøndby IF, det er der vidt forskellige udlægninger af, hvilket vi ser nærmere på her.

Brøndby IF
Anslået spillerbudget i 2024/25: 120
Transfervinduet sommeren 2024
Køb: 18
Salg: 21,3
Dyreste nye spiller: Patrick Pentz, købt i Bayer Leverkusen

Alle tal er angivet i millioner kroner.

Handlerne
Brøndby IF fik vekslet Patrick Pentz' lejeophold til en fast aftale og hentede Mileta Rajovic på en lejeaftale uden købsoption samt 28-årige Stijn Spierings på fri transfer.

Det var med garanti ikke det, mange Brøndby-fans havde håbet på i et revanche-år efter hjerteskærende 26. maj, hvor man glippede mesterskabet med nederlaget til AGF.

Men man har hentet spillere på 24, 25 og 28 år, der ikke kommer til for at blive solgt og med lange indkøringsperioder, hvor de ikke er dygtige nok til spilletid. Det fortæller os, at man stadig rækker ud efter mesterskabet.

Og så var det dybt påfaldende, at Brøndby holdt på både Yuito Suzuki, Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden, hvor forventningen nok var, at førstnævnte skulle veksles til et storsalg. Det er måske ikke sexet, men det øger immervæk mulighederne for at vinde guld til maj.

Tipsbladets bud: Her er de om et år
Bedste bud er, at der er kommet nye penge i kassen via de nuværende hovedaktionærer Global Football Holdings og eventuelt nye navne i deres kreds, måske også penge fra aktionærer med dansk pas.

Augusts Conference League-exit var naturligvis vildt ærgerligt og skuffende, men strategisk ville det være mærkeligt for GFH at opgive Europa-jagten efter første mislykkede forsøg og skrue ned for forbruget, når man reelt var uheldig med ikke at blive dansk mester og at avancere til ligaspillet i Conference League.

Det er da heller ikke det, Brøndby overhovedet signalerer ved at holde på Vallys, Kvistgaarden og Suzuki.

Spillerbudgettet: 120 millioner kroner
Efter et par år med tungt forbrug på nye spillere holdt Brøndby IF igen. Det er selvfølgelig et vidt begreb, når man køber en dyr målmand af de tyske mestre og lejer en dansk angriber af Championship, men der er forsvundet flere voksne førsteholdsspillere, end der er kommet til, og derfor stiger budgettet ikke i denne omgang.

Der kommer i midten af dette efterår et regnskab for de 18 måneder fra begyndelsen af 2023 til 30. juni, der giver et brag af et underskud.

Det kunne være en forklaring på, at Brøndby ikke kastede om sig med penge denne sommer efter et par meget aktive år på markedet, og at Brøndby faktisk ender en smule lavere, end vi havde forventet i første halvdel af sommeren.

Hvad er et spillerbudget helt nøjagtigt? Læs her, hvordan vi (og klubberne) udregner det

Analyse
Det buldrede og bragede i juli og august, for hvorfor gjorde Brøndby IF og Carsten V. Jensen dog ikke mere at hente spillere til, især nu hvor Nicolai Vallys var skadet og flere andre startere ude på skift?

Brøndby IF holdt på profilerne, men der kom ikke mange nye ansigter. Foto: Alamy

Det har i sandhed fyldt meget, og det boblede også op i til overfladen efter det snævre Conference League-exit mod Legia Warszawa, for formanden Jan Bech Andersen ærgrede sig over, klubben ikke var lykkedes med mere på markedet.

Det er umuligt at sige nu, om handlerne med Rajovic og Spierings, og eventuelt flere tilførsler, havde hjulpet Brøndby over stregen og ind i Conference League, og vi finder aldrig ud af det.

Men kontrasten var skærende, efter Brøndby i både 2022, 2023 og såmænd også i vinter-transfervinduet i år var særdeles aktive.

Det kommende kæmpe-underskud på et 18 måneder langt regnskab betyder muligvis noget for, at man holdt igen, og det måske mest interessante bliver, om at man også er påpasselig i transfervinduerne i 2025.

Brøndby holdt på de 'tre tenorer' i offensiven og tilførte Mileta Rajovic, hvilket i den grad lugter af, at man går efter DM og Europa igen, men det kommer nok til at kræve flere penge i 2025 både til klubben og i transferbudgettet for at holde trit med de ekstremt offensive Superliga-rivaler.

Så først i 2025 ved vi gennem handling, om 2024 bare var en fin-tuning og fastholdelse af en på mange måder stærk trup, mens der er lidt lavvande i klubkasssen, eller om det store forbrug i 2022 og 2023 var undtagelsen.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.