- Egentlig døde jeg to gange

En blanding af håb og tro
Vi har efterhånden siddet på kontoret en times tid, og samtalen er ved at rinde ud. Det har ikke handlet ret meget om den fodbold, det plejer at gøre. Det har handlet om, hvordan den 13. marts 2001 har været med til at forme videre på manden og træneren på den anden side af bordet.

»Egentlig ikke. Jeg er lige ræd eller lige ligeglad med at dø nu, som jeg var tidligere. Jeg har ikke forandret mig. Jeg fik en oplevelse. Altså jeg husker ikke noget fra det, men...«

Ståle Solbakken holder en tænkepause, før han fortsætter:

»Jeg var jo igennem 10 store undersøgelser på sygehuset, der til sammen skulle give et svar på, hvad det var, der var sket, og en af dem gik ud på, at de pacede mit hjerte så hårdt, at det stoppede, så de kunne se, hvor meget det tålte. Så egentlig har jeg været død to gange, for de blev ved, til det stoppede, og så satte de det i gang igen. Jeg vidste jo ikke, at det var det, de var i gang med, så min hjerne har været i aktivitet, og så var jeg væk, jeg ved ikke 30 sekunder, et minut måske, og det har jeg en opfattelse af, som jeg kan huske klart. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind, men jeg huske noget blåt og klart. Så det er den eneste udenjordiske oplevelse, jeg har haft i alt det her,« siger han og griner igen.

»Jeg har vel sådan en gudstro. Jeg ved ikke, om det er en blanding af håb eller tro. Jeg håber, at der er noget mere, men jeg ved ikke, om jeg tror det. Det er jeg usikker på. Og så den her balance. Jeg tog kristendom på lærerskolen i Norge og har det som fag, så jeg har læst meget kristendom, og jeg kan godt lide faget og spørgsmålet om, hvad meningen er med livet. Hvorfor er det sådan, at når afmagten er størst, så vil selv de største ateister ofte ty til en fjern gudstro eller et håb på dødslejet. Jeg har læst en masse litteratur om det, for der er mange, der vil vide mere, når det nærmer sig. Også i forhold til diskussioner i videnskaben, om Big Bang... Jeg kan godt lide at læse lidt om den slags, men den kunne jeg altså også før, det skete.«

Jeg ved godt, det er en kliche, men har det betydet, at du har en fornemmelse af, at det er vigtigere at gribe dagen?
»Ja, selvfølgelig.«

»Det er nemt at sige, at det er klichéagtigt, men det er jo også rigtigt. For eksempel når jeg ser min datter. Hun var jo aldrig blevet født. Så for mig handler det der med døden først og fremmest om mine børn. Det er mit forhold til det. Og med hensyn til at glæde sig. Det gør man da, men det er ikke sådan, at jeg står foran spejlet hver aften, før jeg skal sove, og tænker på det, og jeg gør det heller ikke, når jeg tager trøjen af og kan se arret på brystkassen. Det gør jeg altså ikke,« siger Ståle Solbakken.