- Egentlig døde jeg to gange

»Det var en periode, hvor FCK havde startet på noget nyt, og det var jeg med til. Efter to gode sæsoner i Aalborg stod jeg lidt i stampe som fodboldspiller og som menneske den sidste tid deroppe, så det var godt for mig at få noget nyt, en perfekt udfordring der næsten var skræddersyet til mig. Men jeg var jo ikke med til at afslutte det. Jeg fik ikke lov til at fuldføre processen,« siger fortidens midtbanegeneral, der spillede sin sidste kamp for FC København den 11. marts i form af en uafgjort mod netop AaB foran 15.000 tilskuere i Parken.

Ingen ro i kroppen
For hjertefejlen betød, at Ståle Solbakken måtte indstille karrieren, selv om han gjorde, hvad han kunne for at få lægernes accept til at fortsætte. For løbeturen i skoven blev ikke kun et opgør med dødsangsten. Det blev også startskuddet til en intensiv træningsperiode for manden, der havde været død i syv minutter.

»Der var sat en dato, den 10. maj, hvor jeg skulle til en test inde på Rigshospitalet for at løbe med elektroder, så de kunne se, hvor mange dobbeltslag jeg havde, og hvordan kroppede reagerede. Og den trænede jeg ekstremt til. Jeg cyklede hjemmefra, op rundt om Hørsholm og hertil [en tur på mindst 30 kilometer], så løb jeg en eller to runder ud omkring Damhussøen og så cyklede jeg hjem igen.«

»Det var ikke hårdt, men jeg trænede længe med en puls på omkring 150. Jeg var i superform, og da datoen nærmede sig, trænede jeg hårdere og hårdere, også på banen med B-holdet et par gange. Jeg var fast besluttet på at prøve at komme tilbage, så det var først, da lægerne sagde, at det ikke var en god ide, at det blev sådan. Måske vidste jeg det også godt selv undervejs, at jeg et sted i processen dybt inde tænkte, at de ikke ville give mig et go, men så skulle det i hvert fald ikke falde på grund af min fysiske form. Og det er klart, at det, at jeg trænede mig op i så ekstrem fysisk form, at kroppen kunne tåle det og reagerede på alt som jeg ville have, at den skulle, betød, at jeg overvandt det psykisk i løbet af de første to-tre måneder.«

»Jeg fik jo aldrig et negativt svar, og det overbeviste mig hurtigt om, at det her var et engangstilfælde. Lægerne havde også sagt til mig, at det sagtens bare kunne være et engangstilfælde, det kunne også ske en gang igen i de næste 10 år, eller det kunne ske hyppigere, og det er så blevet sådan, at det er sket en gang mere siden da, hvor jeg så havde pacemakeren indopereret. Ja faktisk er det sket to gange, men den ene gang var på grund af en fejljustering, og den anden gang var på en løbetur, hvor jeg mærkede lidt ubehag, og så slog pacemakeren ind. Så jeg løb videre hjem og kørte ind til Rigshospitalet, hvor de sagde, at jeg havde haft en lille arytmi. Det er det, jeg i praksis har oplevet i mine 43 år. Der var den kraftige, da det skete, og det andet otte år senere, og nu har jeg ikke mærket noget i et par år.«

»Jeg blev altså hurtigt frisk, og det gjorde, at der også kom noget godt ud af det. For når sådan en ting går godt, så skaber det et sammenhold i en klub. Og klubben var god mod mig i lang tid. Samtidig var jeg heller ikke specielt savnet som spiller, for det betød jo også, at Christian Poulsen kom hurtigt ind på holdet,« siger Ståle Solbakken med et grin.

Læs mere på næste side