- Egentlig døde jeg to gange

»Det kan jo ligge i underbevidstheden, måden du er på. Men altså du har jo ikke haft nogen dårlig oplevelse med det, andet end at du er blevet frataget et par år eller tre af fodboldkarrieren. Du måtte kæmpe lidt for at finde en ny vej efterfølgende, men hvis du spørger min kone, så er hun hårdt ramt. Hvis du havde stillet hende nogle af de spørgsmål, du nu har stillet mig, så havde du skulle bruge lang tid på at komme igennem, for hun bryder sig ikke om at snakke om det. Min mor og far har også klaret at distancere sig fra det, men min mor har fortalt, at hun sad på flyet til København og planlagde begravelsen,« siger Ståle Solbakken som et eksempel på, at hans omgivelser blev hårdere ramt af hjertestoppet, end han selv gjorde det.

Tidligere i samtalen har han også nævnt de nærmeste, da snakken faldt på, hvad det har gjort ved ham som træner. For det er svært at sige. Han blev træner i en ung alder og havde dermed den tætte kontakt til de aktive, men det havde jo hele tiden været planen, så det kom vel kun et par år tidligere. Og det er selvfølgelig også svært at være konkret om noget så teoretisk, for Solbakken havde jo ikke været træner, før han faldt om, men blev det først siden.

»Det er svært at sige, hvad det har betydet for mig som træner. Det ligger jo altid der, så ubevidst eller bevidst kan det godt have en vis betydning i visse sammenhænge. Det kan man ikke udelukke helt. Det kan jo være, at når man som udgangspunkt har været død [griner], så føler du, at livet er skrøbeligt på en måde, som man ellers bare læser om, og det vil nødvendigvis påvirke dig til en vis grad i forskellige situationer. Men i endnu højere grad for dem tæt på dig, dem der ikke vidste, om du ville vågne op, om du ville vågne op med en hjerneskade. Det er ting, der sætter sig kraftige spor i dine omgivelser,« siger han.

Som person virker han også uforandret. Tændingen er lige så stor på sidelinien, som den var inde på midten af banen, ærligheden i udtalelser til kollegaer, spillere og journalister er uændret, men et eller andet må det selvfølgelig have ændret ham. Hans tidligere holdkammerat og nuværende chef for FCK-akademiet, Michael Mio Nielsen, der sad og holdt Ståle Solbakken i hånden i de minutter, hvor han lå livløs på banen for knap 10 år siden, beskriver det nu som om, at Solbakken på den ene side er blevet rundere, men på den anden side endnu mere ærgerrig, for når han ved, hvad der skal ske, så gider han ikke vente.

»Det tror jeg er rimelig godt analyseret. Du bliver jo rundere på nogle områder, men det kan selvfølgelig også være fordi, man bliver ældre. Men samtidig, hvis man mener noget er rigtigt, så kører man den linie. Men jeg tror ikke, at der er nogen stor forskel.«

»Det tror jeg er fordi, at jeg ikke havde nogen smerter, før det skete, at jeg ikke havde noget ubehag, da det skete, og jeg vågnede bagefter på sygehuset og spørger, hvad der er sket. Selvfølgelig får man et chok, men det får man på plads, og så får man det fysiske på plads, og så må man acceptere at karrieren er slut, og så klarer man det i det år, der går. Og efter det kom jeg ind i den verden, jeg altid har været i, bare på en lidt anden måde.«

»Nej, det er rigtigt. Men det der med presset har aldrig bekymret mig i forhold til omgivelserne. Det er mere det pres, jeg lægger på mig selv, at man er forbandet over, at man gjorde det og det, og det ikke fungerede, eller at du skulle have gjort noget andet. Jeg tror også, at når man har sådan et job her, jo flere der har en mening om det, du laver, desto bedre et job har du måske. Jeg har været over fem år i FCK, og selv om alt mest har været positivt, har der også været perioder med kritik. Så du registerer måske, at der er en diskussion om dig på tv eller en debat på nettet, men det er ikke noget, man bruger kræfter på, for den kører hele tiden. Du står udenfor og er ikke med i det længere.«

»Det kan jo være en grund, ja, men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg har været død, så derfor er jeg ligeglad. Men måske er det med, uden at du ved det,« siger Ståle Solbakken.

Læs mere på næste side