- Egentlig døde jeg to gange

Men Solbakken er ikke en overtroisk mand, hverken hvad gælder kinesisk filosofi eller det rygnummer 13 han bar for FCK, før han faldt om den 13. Men han var klar til udfordringen.

»Det var mest den sportslige ambition, men også at jeg følte, det var en god klub med de rette ledere og de rette ambitioner. Det var den største og vigtigste udfordring i Skandinavien. Nu havde jeg trænet klubben med det mindste budget i den bedste række i Norge, og så var det jo perfekt at kunne prøve det modsatte.«

»I den periode hvor jeg havde været assistent for landsholdet, havde jeg også fået smag for international fodbold, og det var vel egentlig det, der triggede mig mest: Om vi kunne tage det skridt ud i Europa. Det var jo noget, FCK ikke havde klaret før, og som man måske havde været et stykke fra at kunne. Mod Hamburger SV blev det godt nok afgjort af et meget sent straffe i Parken, men spillemæssigt havde man været langt efter. Der lå en kæmpeudfordring i forhold til at knække den kode. Det var vældig spændende.«

»Men alt det her om det uafsluttede fra mit første ophold i klubben lå der selvfølgelig også. Og så havde vi som familie haft det vældig godt, da vi boede her, og vores gamle hus stod klart til os igen, så det var også en nem afgørelse for familien,« siger nordmanden og afviser, at det var noget problem for ham selv og familien at vende tilbage til et sted, hvor man havde været igennem så dramatiske dage.

Og den samme holdning gør sig gældende, når snakken falder på det sted på træningsbanerne uden for vinduet, hvor han lå dengang for 10 år siden. For det påvirker ham ikke at have sin faste arbejdsdag det samme sted, som han blev ramt af et hjerteslag.

»Jeg ved jo ikke helt, hvor det skete, for det har jeg fået så mange forskellige forklaringer på. Nogle siger, det var på bane 1, nogle siger bane 2, måske var det lidt inde på bane 2. Jeg ved det ikke, og jeg har heller ikke forsøgt at få det opklaret. Og jeg har heller aldrig tænkt, at det var her ulykken skete, og nu står jeg her,« siger Ståle Solbakken.

Rundere og mere målrettet
Så han ved ikke præcis, hvor det skete, han ved ikke præcis, hvor lang tid han var væk, og han har heller ikke noget ord, for det der skete et sted udenfor. Og det er også ligegyldigt, fornemmer man, for han kom jo videre og sidder nu her i dag som Superligaens mest succesfulde træner, der endda også har opfyldt missionen om at bane nye veje ud i Europa for FC København.

»Det er vældig sjældent, at jeg tænker på det, der skete, men jeg bliver jo konstant mindet om det i alle mulige sammenhænge. Der bliver jo ligesom historier og lidt sjov og galgenhumor omkring det, men samtidig er folk optaget af, at jeg har pacemaker, at jeg har haft problemer med hjertet. Og det optager også folk, der ikke er interesseret i sport. Jeg kan møde gamle damer eller gamle mænd, der spørger mig, om mit hjerte har det godt.«

»Men jeg træner jo fire gange om ugen. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg er jo vældig mildt ramt, og der er også mange, der går gennem hele livet med sådan noget, som jeg fejler, uden at de bliver ramt af noget overhovedet. Det er jo ikke noget, der plager mig i hverdagen. Det er ikke noget, jeg bruger tid og kræfter på. Det havde jeg helt sikkert gjort, hvis jeg ikke fungerede 100 procent, men det gør jeg.«

Læs mere på næste side