Superliga

- Egentlig døde jeg to gange

Hvordan kommer man videre efter at have ligget over syv minutter på jorden uden en puls? Hvordan sveder man angsten ud og hvor meget har man glæden over livet med sig i hverdagen. Hvad betyder hjerteslaget for båndet til FC København, og hvordan har det påvirket rollen som træner? I marts var det 10 år siden, at Ståle Sobakken faldt død om på Frederiksberg

Men selv om det mentale omkring hjertestoppet faldt hurtigt på plads, så ventede der stadig et arbejde, for i starten af efteråret vendte han tilbage til Norge, og hvad så. Planen havde været klar. Kontrakten med FC København skulle fuldføres (frem til sommeren 2002) og så skulle han lukke karrieren med et år på banen hjemme i HamKam, før han flyttede ud på sidelinien for Hamar-klubben. Men nu var det kun sommeren 2001, og alle planer var skudt i sænk.

»Det var vel den eneste gang i mit liv, at man ikke syntes, at det var så... At man havde behov for at distancere sig fra topfodbolden. Du følte jo fortsat, at du kunne spille. Jeg kunne sagtens have spillet. Jeg trænede mig jo op igen, så jeg var i fysisk form til at spille. Lægerne sagde heller ikke konsekvent nej. De gav mig ikke rødt lys. De gav mig gult. Men i og med de ikke gav mig grønt lys, så kunne jeg ikke sætte familien og med- og modspillere under det pres, at jeg spillede med en pacemaker. For hvis jeg gik i græsset, så ville alle tænke, om jeg nu rejste mig igen. Men havde jeg været 23 år og ikke haft familie, så kan det godt være, at jeg havde spillet videre, for så havde det været meget hårdere at stoppe.«

Hvordan havde du det i den periode. Var du vred eller...?

»Nej, det var jeg ikke. Jeg var rastløs på en forkert måde. Jeg havde uro i kroppen. Vi havde fået et barn mere [Solbakkens anden søn, der var et år, da familien vendte tilbage til Norge], så på den måde var der jo nok at lave, men alligevel var det som om, at der manglede en brik i puslespillet. Jeg havde ikke ro. Man var søgende. Hvad så nu? Det var en helt ny følelse, for jeg har altid vidst, hvad jeg ville. Men efter nogle måneder kom jeg videre, da jeg begyndte at lægge nye planer.«

»Jeg fik nogle ting på plads. Jeg fik noget mere at forholde mig til i hverdagen. Jeg tog det sidste trænerkursus og begyndte at træne ungdomslandsholdet, så der begyndte at tegne sig en kurs for, hvad jeg skulle lave igen.«

Båndet til FCK
Og på den måde blev Ståle Solbakken igen en del af det norske fodboldforbund som ungdomstræner og som landstrænerassistent for Nils Johan Semb, der dagen før hjertestoppet faktisk havde ringet til den ellers landsholdspensionerede midtbanemand for at forhøre sig om muligheden af et comeback.

Det ville Solbakken gerne, men han ville lige sove på det, før han vendte tilbage med et endeligt svar. Men det nåede han aldrig, så i stedet genoptog de to nu samarbejdet på sidelinien et år senere.

Så efter at have fundet svar på nogle eksistentielle spørgsmål fandt Solbakken en vej videre, og i løbet af knap fire år ledte den vej tilbage til København. Og så ville man jo gerne forestille sig, at Solbakken, da han sagde farvel til København i den sene sommer 2000, gjorde det med en tanke om, at her skulle han tilbage og bevise noget.

Men så filmisk er verden trods alt ikke skruet sammen. På det tidspunkt skulle han først til at finde ud af, hvad der skulle ske med det liv, han havde fået tilbage, men et eller andet sted sad der selvfølgelig også en tanke om FC København, og den blev modnet som årene gik.

»Jeg fik nogle tidlige signaler fra Flemming [Østergaard] om, at han fulgte mig i Norge og vi holdt også kontakten. Jeg var nede til nogle arrangementer i København, jeg så Tyson-kampen og kampen mod Glasgow Rangers, og vi mødtes et par gange på Rustad Fjellstua ved Sjusjøen tæt på Hamar, hvor Flemming var på ferie. Og så snakkede vi lidt sammen i telefonen,« fortæller Ståle Solbakken, der i perioden før ansættelsen af Erik Hamrén i starten af 2004 blev kontaktet af AaB med henblik på det ledige trænerjob i hans første, danske klub.

»Jeg sagde nej, og på det tidspunkt snakkede jeg også lidt med FCK, og der forstod jeg, at der var en stor chance for, at de ville komme tilbage,« fortæller den daværende HamKam-træner, mens det føltes helt yin og yang-agtigt med genforeningen i efteråret 2005, for den eneste spillertrøje Flemming Østergaard havde hængende på sit kontor i Parken var Ståle Solbakkens hvide hjemmebanetrøje fra den sidste kamp mod AaB, mens Solbakken selv havde en sort FCK-udebanetrøje hængende på sit kontor oppe i Hamar.

Læs mere på næste side