Video : Tipsbladet
EM

Irriterede franskmænd: Det er ikke rart at se

Frankrig arbejder med flere formationer under EM, da informationerne siver ud fra træningerne.

Frankrigs EM-hold har flere mulige formationer og taktiske træk på brættet inden sin semifinale mod Spanien tirsdag.

Og spillerne er forberedte på, at tingene kan ændre sig indtil kort før kickoff.

Det fortæller midtbanespilleren Adrien Rabiot efter historier om lækager fra holdets træninger under hele slutrunden i Tyskland.

- Det er svært for træneren, når han forsøger at implementere sin strategi, men informationerne lækker, nærmest inden træningen er ovre. Det er ikke rart at se, at man arbejder virkelig hårdt på noget, og lige efter træningen ved medierne det allerede

- Det er en skam for os, men også for jer, for når det bliver lækket, så ved modstanderne, hvad vi arbejder på. Og vi forsøger altid at gemme nogle ting i ærmet indtil kickoff, siger Rabiot ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Landstræner Didier Deschamps ændrede på grund af lækagerne på sit oplæg kort inden kvartfinalen mod Portugal, og det samme kan blive tilfældet mod Spanien.

- Træneren har forsøgt at skjule sine spor. Han arbejder med forskellige formationer sammen med os.

- Hvis han ændrer den i sidste øjeblik, ved vi nøjagtigt, hvad vi skal gøre. Man skal altid have den evne til at tilpasse sig, hvis man er fodboldspiller på topniveau, siger Rabiot.

Juventus-spilleren afsonede karantæne mod Portugal, men forventes at være tilbage i startopstillingen mod spanierne.

- De har et komplet hold, men vi er fortrøstningsfulde, og vi ved, hvad vi skal gøre. Indtil videre har modstanderne ladet dem spille meget.

- Vi må se, hvordan de griber det an i morgen. Ofte ændrer hold taktik, når de møder Frankrig.

Frankrig og Spanien dyster i München fra klokken 21 tirsdag.

/ritzau/