Video : Tipsbladet
Superliga

Alle undrede sig - men det var stærkt spottet!

Tipsbladet zoomer her ind på Superliga-kampen mellem Sønderjyske og FC Nordsjælland.

Sønderjyske - FC Nordsjælland 1-4 (1-2)
1-0 Jose Gallegos (11).
1-1 Marcus Ingvartsen (24.).
1-2 Marcus Ingvartsen (36., str.)
1-3 Benjamin Nygren (85).
1-4 Milan Iloski (90+3.)

Kampens bedste:
Sønderjyske
Det var en svær opgave for Sønderjyske i dag. Hjemmeholdet kom foran, stik imod spil og chancer, men det holdt ikke længe, før FC Nordsjælland fik vendt kampen. Mads Agger skal have ros for sin elegante assist til José Gallegos, men den bedste Sønderjyske-aktion kom fra målmand Jakob Busk i starten af kampen, da Sønderjyske-keeperen i samme sekvens fik holdt hjemmeholdet i live, da et FC Nordsjælland-angreb udviklede sig til et decideret skydetelt. Generelt blev Sønderjyske fuldstændigt imponeret i langt størstedelen af opgøret. 

FC Nordsjælland
Der var flere gode præstationer fra FC Nordsjælland i dag, hvor Mario Dorgeles leverede flere gode aktioner, herunder en assist, mens Daniel Svensson også stod for en smuk assist til Benjamin Nygren. Dagens helt var dog selvfølgelig Marcus Ingvartsen, der på lidt over 10 minutter vendte kampen fuldstændigt på hovedet. Først på et velplaceret hovedstød og derefter på et køligt straffespark.

Kampens værste:
Det vil ikke være på sin plads at hænge en enkelt Sønderjyske-spiller ud i dag, for det var kollektivt, at sønderjyderne blev fuldstændigt udklasseret i dag. Gæsterne havde en voldsom boldbesiddelse, og pilen peger i øjeblikket den forkerte retning for Thomas Nørgaards mandskab, der har en målscore på 1-7 i de seneste to kampe.

Kampens detalje:
Viaplays kommentatorer var i vildrede, da dommer Jørgen Daugbjerg i slutningen af første halvleg pludselig pegede på straffesparkspletten, til stor undren for Sønderjyske-spillerne og de fleste tv-seere. Kendelsen kom efter en duel mellem Daniel Gretarsson og Benjamin Nygren, hvor FC Nordsjælland-angriberen i første omgang luntede ud mod hjørnesparket, uvidende om, at der skulle have foregået noget ulovligt. Det lignede i første omgang en ganske kontroversiel kendelse, men den langsomme gengivelse kom et par minutter senere, hvor det viste sig, at Jørgen Daugbjerg faktisk havde spottet, at Gretarsson ramte bolden med armen. Superligaens dommere er ofte i modvind, men i denne situation skal vi også huske at rose Jørgen Daugbjerg for at se en situation, som mange overså i første omgang.