Jonas Wind har fået gang i målstøvlerne i Bundesligaen og var lørdag for anden kamp i streg afgørende for Wolfsburg.
Den danske landsholdsangriber scorede således to mål i 3-1-sejren på udebane over Bochum.
Jonas Winds første mål i kampen faldt efter 37 minutter, hvor danskeren med indersiden flugtede bolden over stregen fra kort afstand.
Under sin jubelscene blev angriberen skubbet til af Bochums Jakob Medic, der tydeligvis var utilfreds med danskeren.
Værternes forsvarsspiller blev for situationen tildelt et gult kort for usportslig opførsel.
Men også Wind modtog en advarsel.
Det skete til stor forundring for danskeren, der hurtigt traskede væk efter skubbet og ikke lod til at gøre noget galt.
Wolfsburg var kommet foran 1-0 efter godt 20 minutter på et mål af offensivspilleren Tiago Tomas.
Bochum fik efter 72 minutter reduceret til 1-2, inden Wind igen fik bolden over stregen kort før tid.
Danskeren brændte først et straffespark, men scorede efterfølgende på returen.
Det var Wolfsburg første sejr i Bundesligaen i fire kampe. Holdet ligger på 11.-pladsen med syv point for seks kampe.
Jonas Wind åbnede sin målkonto i ligaen i seneste runde, hvor Wolfsburg spillede 2-2 mod Stuttgart.
Danskeren leverede også en fornem assist ved målet til 2-1.
Wind er udtaget til Danmarks kommende landskampe mod Spanien og Schweiz i Nations League.
Det samme er tilfældet for Werder Bremens Jens Stage, der imidlertid ikke formåede at følge op på seneste rundes hattrick mod Hoffenheim.
Werder Bremen, der ligger på tiendepladsen, tabte således 0-1 til Freiburg. Stage fik 86 minutter på banen.
Union Berlin og Frederik Rønnow tog samtidig en lettere overraskende 2-1-sejr over Dortmund på hjemmebane og kravler op på sjettepladsen.
Det forsvarende mesterhold Bayer Leverkusen smed en 2-0-føring og spillede 2-2 mod oprykkerne fra Holstein Kiel.
Det ene point efterlader Leverkusen på femtepladsen med 11 point.
Bayern München, der har en kamp i hånden, topper tabellen med 13 point.
/ritzau/