Hvis jeg arbejdede i Brøndby IF, ville jeg nok være temmelig irriteret på typer som undertegnede, der har luppen fremme, når Brøndby taber 105 millioner kroner på et 18 måneder langt regnskab.
Brøndby havde meldt det ud for længe siden, tabet er en kalkuleret risiko, der rammer inden for skiven, når man i den grad har stået på tæer for at vinde DM eller komme i Europa.
Det var så uendelig tæt på i maj og så igen i august, som sportsdirektør Carsten V. Jensen helt rigtigt påpeger i dag.
Så hvorfor kommer jeg og andre mere eller mindre kloge typer nu igen og forsøger enten at fortælle Brøndby, hvordan man driver en fodboldforretning, eller, som jeg gør, brøler op om det enorme pres, der nu ligger på den sportslige afdeling for at få succes?
Irritationen er forståelig, men det ændrer jo ikke på, at presset på Carsten V. Jensen, cheftræner Jesper Sørensen men så sandelig også spillerne og ejerkredsen er gigantisk, når man har fået en så lunken start på sæsonen, som man har.
Står på tæer for at vinde
Jeg hører ikke til den gruppe, der vurderer, at Brøndbys enorme underskud vidner om en dårlig forretning og fare for klubbens fremtid.
Majoritetsejerne i Global Football Holdings anført af David Blitzer og hans folk så på Brøndby og Superligaen i 2022 og vurderede, at en hård, relativt kortsigtet investering i store transfers, lønninger og ikke mindst at holde sammen på truppen kunne give Brøndby pæne chancer for at vinde mesterskabet og komme i Europa.
Det var så uendelig tæt på at ske først 26. maj og så i Warszawa, hvor Legia var pivheldig med at vinde over to kampe.
GFH havde set et såret FC Midtjylland i 2022 og et FC København, der fuldt koncentreret om både Europa og Superligaen ikke er uovervindeligt.
Det er i min bog en helt reel og realistisk analyse, og jeg vil hævde, Brøndby ikke havde været ind for en tå-bredde af denne enorme succes, hvis man havde valgt den populære men for mig at se urealistiske mulighed, som det var at satse på egne talenter og et markant billigere førstehold, når FCK, FCM og FCN bare er stærkere på talenter end Brøndby i disse år.
Men når man løber en kalkuleret risiko, følger benævnte risiko jo også med i regnestykket, og det er så der, vi står nu.
Jeg vendte det med Jesper Sørensen efter en kamp tidligere på sæsonen, og han påpegede, ganske rigtigt, at Brøndbys hold er væsentligt forynget, nu hvor Noah Nartey, Clement Bischoff og Filip Bundgaard spiller regelmæssigt.
Det er en ændring fra sidste sæson, hvor Brøndby havde Superligaens ældste hold ud over nedrykkeren Hvidovre.
Men det rykker ikke ved, at Nicolai Vallys, Jacob Rasmussen, Sean Klaiber, Daniel Wass, Rasmus Lauritsen og flere andre præstationsspillere i slutningen af tyverne er et år ældre, og at man nærmest ikke kan undgå markante udskiftninger til sommer, efter det overraskende lykkedes at holde på Kvistgaarden, Suzuki og Vallys denne sommer.
Brøndby har et præstationshold med betydeligt færre salgbare spillere end de to rigere rivaler FC København og FC Midtjylland, og derfor skal man pinedød præstere nu i denne sæson, hvilket vil sige at vinde DM eller komme i et Europa-ligaspil til september næste år.
Og det er jo her, panderynkerne bliver dybe.
For det ikke specielt ufortjent eller uheldigt, Brøndby har fire sejre i de første 10 kampe og en voldsomt svær kamp mod FC Midtjylland søndag, hvor Brøndby med et nederlag i teorien kan glide ned på ottendepladsen halvvejs i grundspillet.
Jeg har den klare fornemmelse, at 2024 skulle have været Brøndbys store år, hvis det skulle komme med den nuværende besætning.
FC Midtjylland vandt et på flere måder heldigt mesterskab, men i denne sæson er der intet heldigt over førstepladsen med en langt stærkere trup til rådighed.
FCM er et niveau over eget mesterskabshold fra foråret (og startopstillingerne indtil videre halvandet år yngre i gennemsnit end Brøndbys i denne sæson, hvilket er meget), og jeg vælger trods udsvingene stadig FCK's trup over Brøndbys.
Jeg ved godt, klubber elsker at tale om, de kun fokuserer på sig selv.
Men den kliché nytter bare ikke noget, når der kun er én klub, der bliver mester, og når truppen og økonomi i Brøndby er lagt an på at vinde nu.
Det er alternativerne
Vinder Brøndby IF mesterskabet eller ryger i Europa-ligaspil i 2025, kan man omtrent fortsætte som nu med et salg af Mathias Kvistgaarden og måske en profil til, som åbner for et par køb af yngre profiler.
Gør man ikke det, skal ejerkredsen vælge.
1: Flere millioner fra de nuværende ejere
Vil man hælde flere penge i klubben i en aktieemission, muligvis med ændringer i sammensætningen af ejerkredsen og hvem, der sidder på hvor meget?
Så er det en realistisk mulighed, og mens David Blitzer overhovedet ikke har samme personlige rigdom som Anders Holch Povlsen i FC Midtjylland eller Mansour-familien, der ejer Right To Dream og FC Nordsjælland, har Blitzer et enormt netværk og skal nok finde pengene.
Der er trods alt tale om en medejer af NFL-holdet Washington Commanders, Crystal Palace-rigmanden og Blitzer-forretningspartneren Josh Harris købte sidste år i den største sportsholds-handel nogensinde til 45 milliarder kroner.
2: Massive spillersalg og flere talenter
Vil man sælge af profilerne og finde et leje, hvor man stadig spiller med om især tredje- og fjerdepladsen men med flere talenter og et lavere spillerbudget, som reelt er det, man havde råd til i 2023/24-sæsonen i den vilde satsning, der nu har kostet et minus på 105 millioner kroner?
Det er også en vej at gå, som så til gengæld gør det svært at nå i Europa og nok ikke er, hvad GFH strategisk er interesseret i, når de i forskellige konstellationer også er inde i Augsburg i Bundesligaen og en række andre klubber i det løse klubsamarbejde, Brøndby i nogen grad er del af.
3: Et helt eller delvist salg af Brøndby IF
Jeg mener ikke, det ligger lige for. Det ville være en for hurtig kapitulation af GFH i forhold til, hvor tæt man stadig er på at spille om mesterskabet i en europæisk mellemliga, hvor førstepladsen nærmest garanterer Europa-ligaspil.
Men det er også hamrende naivt ikke at have øje for dette scenarie.
Amerikanske klubinvestorer har vist sig villige til at handle europæiske fodboldklubber hurtigt, hvis man ikke med det samme opnår, hvad man håbede.
Det har vi set i Danmark i Sønderjyske og Esbjerg, om end det var på en meget mindre skala.
Det ville i så fald genåbne diskussionen og kampen om, hvem der kan og skal eje Brøndby IF.
GFH har smidt millioner i faciliteterne i Brøndby IF, i talentarbejdet og i førsteholdstruppen for at vinde noget, og det gør det jo svært for mange for alvor at være sure på ejerne.
Men Brøndby IF er sandelig noget andet end for halvandet årti siden, hvor breddeafdelingen stadig havde den afgørende stemme.
Til syvende og sidst skal der penge i kassen på den ene eller anden måde, og med dagens enorme underskud er det sat to facitstreger under, at uret tikker meget højt for den sportslige afdeling og dens chefer, hvis det er dem, der skal skaffe succesen og dermed pengene.