Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-angriber leverede hattrick og fem assister

Amin Chiakha havde en vild kamp, da han og resten af U19-drengene vandt 9-1 over Esbjerg.

Amin Chiakha har været flyvende lørdag.

Den 18-årige var lørdag i aktion for FC Københavns U19-hold, der udraderede Esbjergs ditto.

Kampen endte 9-1 til de unge FCK-drenge, der skulle frem til kampens 29. minut, før der kom gang i målene, men så gik det hurtigt.

Neo Jönsson, Amin Chiakha og Galdur Gudmundsson sørgede med tre hurtige scoringer for, at FCK kunne gå til pause med en 3-0-føring.

I anden halvleg gik københavnerne målamok, og Amin Chiakha endte med at notere sig for et hattrick.

Ifølge fanmediet Copenhagen Sundays leverede Chiakha også fem assister i kampen, som må siges at være en god en af slagsen for den unge angriber.

Efter lørdagens storsejr lægger FC Københavns U19-hold sig op på sjettepladsen i U19-ligaen, der føres af OB.

Amin Chiakha er ikke en del af den trup, der søndag skal spille mod Silkeborg i Superligaen, men han står noteret for syv førsteholdskampe for FCK.

Tipsbladet kunne i slutningen af september afsløre, at FC København havde forlænget med Chiakha til sommeren 2029, hvilket vidner om, at han er en spiller, man har store forventninger til i hovedstadsklubben. 

Læs mere her.