Superliga

Gammel Helveg kan slå Tøfting-rekord

Thomas Helveg har netop forlænget med OB og kan nu blive Superligaens ældste markspiller nogensinde.

Med alderen siges det, at der både følger visdom og eftertænksomhed. For OB's Thomas Helveg, som netop forlænget med OB endnu ét år, kan der også følge en rekord med. Thomas Helveg kan nemlig blive Superligaens ældste markspiller nogensinde.

Det er godt et år siden, at Thomas Helveg sagde stop på
det danske A-landshold efter 108 optrædener i
løbet af 14 år. Men jobbet som OB's helt egen Paolo Maldini fortsætter med at trække og meget taler for, at Helveg bliver
Superligaens absolutte alderspræsident. Den hidtige rekord indehaves af Stig Tøfting.

Stig Tøfting spillede 1. december 2007 de første 70 minutter af Randers FC's 0-2 nederlag på hjemmebane mod Viborg FF. Den kan Helveg slå til oktober, fortæller statistik-sitet danskfodbold.com.

Thomas Helveg stikker aldersrekorden mod FC Nordsjælland

Thomas Helveg, som fylder 38 år i morgen, kan tage rekorden, når OB gæster Farum Park og FC Nordsjælland -
foreløbig programsat til 18. oktober.

Har Thomas Helveg ambitioner om at gå efter den seriøse nestor-rolle, nemlig som Superligaens alle tiders ældste spiller, så skal han forlænge sin kontrakt med yderligere syv år. Den overordnede rekord har målmanden John Hansen, Næstved IF. Den 6. november, 2008, var John Hansen 45 år og 164 dage
gammel i Næstved IF 2-3 Brøndby IF. Så gammel er Thomas Helveg ikke før
5. december 2016!

Inden den nye sæson er Thomas Helveg på en samlet niendeplads over
ældste spillere. Er han med hele vejen til afslutningen af den kommende
sæson, kan han stige til sjettepladsen, oplyser danskfodbold.com

OB's rekord indehaves af Lars Høgh, der var 41 år og 135 dage gammel i
Vejle BK 0-1 OB 28. maj 2000. Thomas Helveg overgår først Lars Høgh 6.
november 2012.