Der har været masser at glæde sig over som OB-fan i denne sæson, selv om det har været på anden klasse, men fredag aften var der ikke meget happy hour over det på Nature Energy Park i Odense.
Her blev OB nemlig decideret ydmyget mod HB Køge, der vandt hele 3-0.
Jovist, det kan ske, at man taber. Men et kig på tabellen illustrerer tydeligt OB-fiaskoen. Inden runden var HB Køge sidst i NordicBet Ligaen med sølle fire point efter 11 runder. Nu kravler man over FC Roskilde.
Man må sige, at HB Køge fredag havde al den skarphed, som man har manglet i sæsonens indledning, for man scorede nærmest på alt, man sendte mod OB's mål.
Føringsmålet kom allerede efter tre minutter ved Mohamad Fakhri Al-naser og den blev siden fordoblet af Christian Tue Jensen.
Tyve minutter inde i anden halvleg scorede Jafar Arias så til 0-3 og begravede OB's drømme om et comeback.
Trods ydmygelsen fører OB stadig ligaen suverænt med hele ni point ned til FC Fredericia, som dog har spillet en kamp færre. Samt pointantal har man til Esbjerg, der vandt 4-0 over B.93 fredag.