Superliga

Er han manden, der skal løfte Brøndby?

Brøndby har længe savnet den rette spiller til at binde tingene sammen på den defensive midtbane. Løsningen kan ligge i egen hule.

Brøndbys tidligere anfører Stefan Gislason tager ikke med på træningslejr i Spanien sammen med resten af truppen fredag morgen. Islændingen, der i det seneste år har har oplevet dels af blive vraget som anfører og dels at miste sin faste plads på den defensive midtbane, bliver hjemme med grønt lys til at lede efter en ny arbejdsgiver.

At Gislason ikke længere er sikker på spilletid på Brøndbys midtbane, er ikke ensbetydende med, at Brøndby har fundet den rette til pladsen som den defensive part af den centrale midtbane. I januars transfervindue var flere navne i spil på rygtebørsen med svenske Rasmus Lindgren fra Ajax som en af de varmeste navne.

Læs også: Gislason tæt på exit i Brøndby

Trods masser af rygter blev det hverken til et køb af Lindgren eller andre spillere til den centrale midtbane. Alligevel er muligheden for at Brøndby rent faktisk alligevel er ved at få løst problemet med den centrale midtbane til stede.

I onsdagens træningskamp mod  Flora Tallinn kunne man se gode takter fra Brøndby-holdet, der lykkedes godt med opspillet og satte et godt pres på modstanderen.

I samme kamp oplevede man også en stærk indsats på den centrale midtbane af den om få dage 19-årige Paul Jatta. Gambianeren, der kom til Brøndby i sommer, er hidtil blot noteret for én pokalkamp, men nu er der udsigt til mere.

- Han var rigtig god sammen med Samuel Holmén på den centrale midtbane og fik også på turen til Sydafrika en del spilletid. Han har fysisk styrke og er en mere klar »6'er« end andre i truppen, så han vil helt sikkert få spilletid i SAS Ligaen, siger cheftræner Kent Nielsen til Tipsbladet og afslører at Jatta godt kan regne med mere spilletid i de kommende træningskampe, der venter i Spanien.

Dermed kan løsningen på problemerne omkring den centrale midtbane ligge lige for.