1. division

HB Køge-offensiv lover angreb på Vejle

Vejle og HB Køge battler i weekenden om 1. divisions andenplads, der giver adgang til den så attraktive Superliga-oprykning.

AGF har allerede sat sig på førstepladsen og den ene oprykningsplads i 1. division, mens Vejle og HB Køge ser ud til at være de eneste bejlere til andenpladsen. I weekenden mødes de to mandskaber så i Vejle i en kamp, der kan være med til at afgøre, hvem der rykker op.

- Det er en utrolig vigtig kamp. Slår vi dem, så står vi lige på point, mens vi har en kamp i hånden, og vi går benhårdt efter at slå dem. Det kommer til at stå mellem os og dem, og jeg tror på, at vi slår dem søndag, siger HB Køges Adda Djeziri til tipsbladet.dk.

HB Køge har endnu ikke været i aktion i dette forår, mens Vejle i sidste weekend spillede 1-1 i Næstved og tabte et vigtigt skridt i topstriden. HB Køge vil komme med en offensiv indstilling til kampen, mener Djeziri og klubbens topscorer Simon Christoffersen.

- Det bliver en kamp med masser af fight og fysik, men jeg tror, at Vejle har en god bane til rådighed, så vi vil forsøge at spille noget teknisk god fodbold langs jorden, siger Christoffersen til tispbladet.dk og påpeger, at Vejle måske har en lille favoritværdighed:

- Vejle er nok favoritter til at rykke op, men det mener jeg udelukkende på grund af de gode forhold, de har. Vi har en mindst lige så god trup, som Vejle har. Vi skal bare gå efter at vinde alle kampe. Og så må vi se til sidst, hvor langt det rækker, siger han.

LÆS OGSÅ: HB Køge vil i Superligaen

Adda Djeziri og Simon Christoffersen kan komme til at udgøre HB Køges offensiv mod Vejle, og de to kan derfor blive afgørende for, om HB Køge kommer fra Vejle med point på søndag. Fra 2008 til 2010 spillede Djeziri selv for Vejle, og han vil i hvert fald gerne gøre det onde ved sin eks-klub.

- Vi er et bedre fodboldhold end Vejle. Jeg ved godt, at Vejle også gerne vil spille teknisk fodbold, men vi spiller virkelig attraktivt. Der er sket en hel del siden, jeg var i Vejle, men der er stadig en masse i klubben, som jeg har et godt forhold til. Men på søndag håber jeg altså, at de taber, siger Djeziri.