Video : Tipsbladet
Talent

Danske talenter skal prøvetræne i La Liga-klub: Det startede med Youtube-videoer

To danske teenagere skal tilbringe efterårsferien i Madrid, hvor de skal prøvetræne på Getafes ungdomshold. Det hele begyndte med to videor på Youtube, men kan ende med et skifte.

Internettet er fyldt med videoer af fodboldspillere, der håber, at deres sammenklippede højdepunkter kan skaffe dem deres store gennembrud. Ofte er den virtuelle udgave dog bedre end virkeligheden, så klubberne holder sig væk.

Noget tyder dog på, at et par danske talenter har overbevist en La Liga-klub om, at de kan det samme i virkeligheden som på Youtube.

Mahdi Fatahi og Ali Shah, der begge er 16 år gamle, skal i efterårsferien på et træningsophold i Getafe for anden gang i år. Duoen var også af sted i februar, og det hele begyndte altså med et par videoer.

Læs også:To danske teenagere skal til prøvetræning hos spansk topklub

- Mahdi kommer fra Brøndby Strand IK, og i Brøndby Strand udvikler de unge indvandrerdrenge til næste step. Så har de et samarbejde med IFA, som er sådan et agentbureau, som tager sig specielt af indvandrerdrenge. De lavede en video og lagde den ud på Youtube, og den så Getafe. Han har så været dernede og imponeret så meget, at de gerne vil se ham igen, fortæller Per Jensen, der er head of coaching i FC Roskilde.

- Der ligger jo 100.000 af sådan nogle videoer på nettet, så det er også lidt af en jungle. Men han har åbenbart skilt sig ud.

IFA har også lagt en video af Ali Shah på Youtube, og via en spansk scout er den havnet på Getafes bord.

Læs også:FC Roskilde-talent har været til prøvetræning i Inter: En fed oplevelse

Mahdi Fatahi kom til FC Roskilde i sommer, så klubben kan ikke tage hele æren for hans færdigheder, som Per Jensen siger. Han mener dog, at den har hjulpet ham med at tage et nyt skridt i sin udvikling.

Den tidligere holdkammerat Ali Shah spiller i Hvidovre IF. Begge optræder til daglig på deres klubbers U17-hold, og det er samme aldersgruppe, de skal træne med i Getafe. Går alt vel, kan det ende med et skifte.

- Tanken er i første omgang, at han (Fatahi, red.) får en fed oplevelse på turen og får lov at prøve sig af på højere niveau. Er han dygtig nok, er det klart, at tanken også er, at hvis de vil have ham, skal han have muligheden for det, hvis man kan finde ud af det. Det kræver selvfølgelig, at han er dygtig nok, og at han er mentalt klar til det, siger Per Jensen.

Mahdi Fatahi og Ali Shah skal være i Getafe fra lørdag til lørdag. Klubbens førstehold ligger på 12. pladsen i La Liga og kvalificerede sig i sidste sæson til Europa League.

Læs også:1. division-talent skal prøvetræne i Inter: Det er jeg rigtig stolt af

Læs også:Karantæner - hvem er ude?