Superliga

Superliga: Det vidste du ikke - 23.

Få lidt nørdet men unik viden om weekendens fem kampe i Superligaen.



Randers FC 0-0 SønderjyskE
  • Traditionen med få mål i dette opgør fortsætter – og for Randers FC var det 20. gang de spillede 0-0 i en Superligakamp.

  • Det var første gang siden den 10. maj 2009, hvor SønderjyskE mødte Vejle BK, at dommer Peter Rasmussen dømte en målløs Superligakamp.

  • Randers FC er ubesejret her i foråret – og er nu oppe på at have spillet 12 ud af sæsonens 23 kampe uafgjort.


AC Horsens 0-0 FC Nordsjælland

  • Sidst AC Horsens spillede 0-0 i to Superligakampe i træk var i oktober 2005.

  • AC Horsens har ikke formået at besejre FC Nordsjælland i de fire seneste opgør – og hjemme i Horsens er det knapt tre år siden at de sidst – og for eneste gang – slog nordsjællænderne.

  • Det var uafgjort nummer 40 for FC Nordsjællands træner Morten Wieghorst – heraf er ni af opgørene endt 0-0.


Brøndby IF 2-2 Silkeborg IF

  • Brøndby IF har ikke besejret Silkeborg IF i de seneste syv Superligaopgør – seneste sejr er stadig den 11. november 2006 hvor Brøndby slog Silkeborg med 3-1.

  • Det var Martin Ørnskovs første røde kort, men det 28. røde kort til Silkeborg i Superligaen – og ni af dem er faldet i 1. halvleg.

  • Med målet til 1-0 blev Mathias Gehrt en af ni Brøndby-spillere der har scoret i Superligaen inden de blev 19 år gamle.