Superliga

Russere ville ind i Lyngby

Lyngby har fået udenlandsk tilbud om en investering i klubben.

Den russiske forretningsmand – og rigmandssøn – Arkady Abramovich var i december interesseret i at købe sig ind i FC København, en interesse der bedømt på Abramovich-udtalelser her i 2011 endnu ikke er slukket trods et mislykket forløb i slutningen af 2010.

I øjeblikket arbejder FC Midtjylland og den indiske forretningsmand Shrinivas Dempo på en aftale, hvor Dempo investerer et større millionbeløb i FCM mod at få adgang til blandt andet FCM's viden om at uddanne teenagere.

Men også på Sjælland har der været interesse i danske fodboldklubber fra udlandet. Og det var såmænd i beskedne Lyngby, der er oprykker i Superligaen og sandsynligvis har ligaens mindste budget.

- Vi fik en henvendelse fra nogle russere sidste sommer. Men vi afviste dem på stedet. Vi gik ikke i dialog med dem. Vi var ikke sikre på, hvor seriøse, de var, siger Lyngbys formand Torben Røsler til tipsbladet.dk.

- Vi afviste dem, før de redegjorde for deres hensigter. Vi ved ikke, om de ville købe hele klubben eller en mindre andel, lyder det fra Røsler.

Torben Røsler og Lyngby satser i stedet på, at klubben med et moderne stadion om et par år selv kan blive en etableret Superliga-klub i det nordlige København, hvor Lyngby kan se et stort lokalt sponsor-potentiale.

- Vi er i gang med at gennemføre en plan med opførslen af et nyt stadion i de næste to-tre år. Derefter ser vi, hvad der sker. Men indtil da vil vi ikke forstyrre vores plan. Vi vil gennemføre vores stadionplaner, siger Torben Røsler.

Lyngby holder tirsdag pressemøde, hvor klubben fortæller om en anden ny investor og en ny hovedsponsor. Lyngbys hovedsponsor siden 2008 Schaumann er havnet i økonomiske problemer efter Amagerbankens krak, men da Lyngby har fået udbetalt pengene på sponsoratet, og da kontrakten udløber til sommer, får Schaumanns problemer ikke konsekvenser for Lyngby Boldklub.

Der har i tidligere år været spekulationer og tilløb til forskellige typer fusioner mellem Lyngby, AB og FC Nordsjælland, men i øjeblikket er der tilsyneladende ingen mulighed for, at de tre nordsjællandske klubber, der hver især kæmper for at hente nok tilskuere og sponsorer til et at være 'tredje hjul' til FC København og Brøndby IF i professionel fodbold i København.