Superliga

Røde tal kan sende Risp på klubjagt

Esbjerg præsenterede i går et underskud på 15 millioner kroner. Klubbens dyre investeringer i udenlandsk arbejdskraft er slut, og det kan koste Fredrik Risp, der har kontraktudløb til sommer.

I går præsenterede Esbjerg fB et underskud på 15 millioner kroner, der blev finansieret ved at optage lån hos "gamle venner af huset" og "nye investorer", som formand Jørgen L. Jensen gengav det.

LÆS OGSÅ: Millionlån redder EfB

Samtidig blev det lagt frem, at Esbjerg i fremtiden skal satse endnu på at udvikle og sælge egne talenter, mens tiderne med de dyre udlændinge er ved at være slut.

Den udmelding kan koste Fredrik Risp fremtiden i Esbjerg. Han skrev i sommer en etårig kontrakt med vestjyderne, og kan derfor meget vel ske at skulle på klubjagt til sommer. Risp har da heller ikke modtaget et kontraktforlængelsestilbud fra klubben.

- Det har hele tiden været kendt for mig, at klubbens økonomi ikke var den bedste, så det her ændrer ikke noget for mig. Jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske. Jeg vil gerne blive her, men jeg har ikke fået noget tilbud fra klubben endnu, så det ligger stille lige nu, siger Fredrik Risp til tipsbladet.dk.

Den 30-årige svenske midterforsvarer spillede 15 af Esbjergs 19 kampe i efteråret, og han må derfor betegnes som værende én af klubbens bærende spillere. Risp har døjet med forskellige skadesproblemer på det seneste, men er tilbage i fulde omdrejninger, hvilket er nødvendigt forud for den halvsæson, som Esbjerg går i møde.

LÆS OGSÅ: Neglebidende eks-kaptajn i Belgien

Klubben ligger næstsidst i Superligaen med 17 point for 19 kampe og vil blive en del af forårets nedrykningskamp. Fredrik Risp ønsker dog ikke at fokusere på en eventuel nedrykning og dennes betydning for hans fremtid.

- Tænker du på nedrykning, så har du et helt forkert fokus. Sådan må du ikke tænke, når du er i sådan en situation, så jeg gider ikke spekulere i, om jeg er her, hvis og hvis og hvis, påpeger han.

Esbjergs første kamp i foråret er hjemme mod SønderjyskE den 6. marts.