Superliga

Millionlån redder EfB

Esbjerg fB har røde tal på kontoen for 2010 og har nu optaget et lån på 15 millioner kroner.

Superligaklubben Esbjerg fB kom ud af 2010 med et stort underskud på i alt 15 millioner kroner.

Grunden til underskuddet skal blandt andet findes i for lave indtægter i forhold til budgettet i retning af spillersalg, tilskuere og færre tv-penge.

Det har nu fået klubben til at optage et lån på netop 15 millioner kroner for styrke likviditeten og sikre sig i forhold til DBU's licenskrav.

Klubbens formand Jørgen L. Jensen forklarer til avisen:

- Vi kunne allerede i august se, at vores budgetter ikke ville holde, og derfor reagerede vi ved at gå ud til en række investorer. Både gamle venner af huset og nye investorer, siger EfB-formand Jørgen L. Jensen til JydskeVestkysten.

En af de ting, der var forventet som indtægt var et salg af profilen Søren Rieks, men han er stadig at finde i Esbjerg. Fremtidens økonomi kommer til at blive noget mere stram i den vestjyske klub, der i foråret skal kæmpe for overlevelse i Superligaen.

- Tiden med dyre transfers i EfB er forbi. Vi skal hovedsagligt leve af at udvikle og sælge vores egne spillere, siger Jørgen L. Jensen.

Lånet skal betales tilbage med start fra april 2014, hvilket skal ske i væsentlige reduceringer af lønbudgettet. I 2009 var lønbudgettet således på 37 millioner kroner, men i 2013 er målet at det tal skal skæres ned til 22-23 millioner kroner.

Planen er også, at man hvert år skal sælge spillere for mindst syv millioner kroner.