Video : Tipsbladet
Landshold

Fransk målmaskine stopper på landsholdet

Olivier Giroud stopper på Frankrigs landshold efter 137 optrædener og rekordmange scoringer, nemlig 57.

Den franske angrebsstjerne Olivier Giroud stopper på landsholdet.

Det meddeler han på Instagram.

Med sine 57 mål er han den mest scorende nogensinde på Frankrigs herrelandshold.

Giroud var med til det netop afsluttede EM, men her kom han aldrig til at spille den store rolle.

Han blev skiftet ind i fire kampe og fik i alt omkring en time på banen.

Giroud blev sendt i aktion i det 79. minut, da Frankrig tabte semifinalen mod Spanien med 1-2. Det blev hans sidste optræden.

- Det længe frygtede øjeblik er kommet: Øjeblikket for at sige farvel til det franske landshold, skriver Giroud på Instagram.

Den 37-årige Giroud fik debut på landsholdet i 2011 og nåede 137 landskampe.

Han var med til at vinde VM-guld i 2018 og med til at vinde sølv ved VM fire år senere. Det blev også til en finaleplads ved EM i 2016.

På klubplan har han spillet for storklubber som Arsenal, Chelsea og Milan. Nu tiltræder han i amerikanske Los Angeles FC.

/ritzau/