Superliga

FCM ville have Chr. Eriksen

Både landsholds-stjernen Christian Eriksen og OB's Rasmus Falk var tidligere på tale i både Vejle og FC Midtjylland.

De er vokset op i Middelfart og formet i OB, og begge steder er man stolte af at have udviklet de to spillere. Men hvad hvis Christian Eriksen og Rasmus Falk ikke var frugter af et fynsk talentarbejde – men derimod et jysk?

Tanken er ikke så fjern, for i to omgange har et par jyske klubber været ude efter de to spillere.

Første gang var i forbindelse med skiftet til OB. Her kom Vejle på banen.

- Det stod ligesom mellem de to klubber. Vi vidste godt, at vi skulle skifte på det tidspunkt, begge to. Vi var oppe at træne med i Vejle, og de var faktisk rigtig flinke. Vi var inde at se en kamp på Vejle Stadion, hvor vi fik god behandling med mad og alt muligt, fortæller Rasmus Falk til Tipsbladet, mens Eriksen supplerer:

- Ja, de fedtede for os, og deres interesse var ret seriøs.

Men det endte altså med OB, men det var også en familiebeslutning, og så hjalp det, at Christian Eriksens far havde arbejde i Odense, så drengene kunne køre med ind til byen om morgenen.

I dag er de to enige om, at det ligesom lå i kortene at tage til OB.

- Vi kunne være blevet skilt ad, hvis jeg havde valgt Vejle, og Christian havde valgt OB. Men jeg var sådan set glad for, at der også var en anden, der skulle med, og jeg tænkte også, at jeg ville gøre det samme som Christian, siger Rasmus Falk.

Så de skiftede til OB, men efter de fremragende præstationer for drengeholdet og prøvetræningen i Chelsea et par år senere, viste FC Midtjylland interesse.

- Vi var ovre at se deres skole, akademi og træningsanlæg, fortæller Christian Eriksen, inden Rasmus Falk tager over.

- Det blev ikke til noget. Jeg kunne egentlig godt lide Steinlein (akademidirektør Claus, red.), og der var nogle fine fyre deroppe, men...

Der var langt til Herning for de unge fynboer.

- Man skulle jo også gå i skole deroppe og være langt væk fra sine forældre. Der var mange ting, der skulle passe sammen, og i OB var der også et fint samarbejde med Hjalleseskolen, siger Eriksen.

Rasmus Falk er enig.

- Det første år i FC Midtjylland skulle være på en efterskole, og det kunne jeg måske godt tænke mig. Men jeg kunne ikke se mig selv bo på et akademi, hvor der kun var fodboldspillere omkring mig. Det ville jeg gå død i i længden, siger han.

Og derfor blev det OB, der fik gavn af Eriksen og Falk, og indtil videre har det resulteret i en lysende og eftertragtet landsholdsstjerne og et talent, der stadig har fart i udviklingen.

Tipsbladet har i det seneste nummer et stor dobbeltinterview med Christian Eriksen og Rasmus Falk