Når Lyngby Boldklub den 3. november gæster Aarhus og Ceres Park, er en del af stadion lukket.
Efter brug af pyro den 21. oktober mod Brøndby er AGF netop blevet straffet med et lukket tribuneafsnit, når Lyngby kommer på besøg.
Derudover straffes AGF også med en bøde på 200.000 kroner.
Direktør Jacob Nielsen er skuffet over, at AGF er kommet i en situation, hvor tribuneafsnittet må lukkes.
- Vi accepterer kendelsen og tager skarpt afstand fra hændelserne til kampen mod Brøndby IF. Det er uacceptabelt, og det er forstemmende, at de få på denne måde kan ødelægge det for de mange. Pyroteknik er ulovligt og det er skadeligt for vores klub - både økonomisk og i forhold til vores omdømme, siger Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.
AGF endte med at vinde kampen med 1-0.