Video : Tipsbladet
Premier League

Bekræfter: United vil hente stjernetræner

Ruben Amorims nuværende klub bekræfter, at Manchester United er interesseret i at købe ham fri.

Portugiseren Ruben Amorim ser ud til at blive den næste træner, der skal forsøge at genrejse Manchester United.

Amorims nuværende klub, Sporting, oplyser i en pressemeddelelse, at United-ledelsen har henvendt sig for at købe den 39-årige træner fri.

Det vil dog ikke være gratis at få den eftertragtede chef, der i sidste sæson vandt det portugisiske mesterskab med Sporting for anden gang.

- Manchester United har udtrykt ønske om at ansætte træner Ruben Amorim, og Sportings bestyrelse har henvist til vilkår og betingelser i kontrakten, især opsigelsesklausulen på ti millioner euro, skriver klubben i en pressemeddelelse, der er gengivet i flere britiske medier.

Manchester United fyrede mandag træner Erik ten Hag efter lidt over to år i det varme sæde.

Klubben har ikke vundet mesterskabet, siden Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013. Aktuelt ligger Manchester United på en skuffende 14.-plads i Premier League.

Senere mandag kunne en stribe britiske medier berette om kontakt mellem United og Amorims lejr.

Som aktiv spillede Ruben Amorim for Belenenses, Benfica og Braga og fik 14 A-landskampe for Portugal.

I 2019 var han kortvarigt træner for Braga, inden Sporting hentede ham til hovedstaden.

/ritzau/