Video : Tipsbladet
Benelux

Fredberg stopper: 'Timingen er lidt underlig'

Jesper Fredberg forlader Anderlecht, og ifølge belgisk journalist er det en beslutning, der giver mening for begge parter.

Efter fyringen af Brian Riemer i september er fodbolddirektør Jesper Fredberg nu også færdig i den belgiske storklub. 

Det kunne Tipsbladet afsløre tidligere onsdag, og Anderlecht forventes at melde Fredbergs exit ud på et pressemøde klokken 14.30. 

For den belgiske journalist Jürgen Geril fra Het Nieuwsblad kommer det ikke som et chok, at Jesper Fredberg ikke længere skal være i Anderlecht, selvom danskeren i sidste sæson fik meget ros. 

- Timingen er lidt underlig, for vi er næsten i januar, så de skal forberede sig på et nyt transfervindue. Han er selvfølgelig blevet mere og mere kritiseret. I sidste sæson var han lidt en helt, fordi han hentede store navne som  Thorgan Hazard, Thomas Delaney og Kasper Schmeichel.

- Men i år var situationen en anden. Kritikken gik på, at han skulle sælge en række spillere, men kun lykkedes med at sælge Zeno Debast. Så der var ikke plads i budgettet til at hente andre spillere, siger Jürgen Geril til Tipsbladet og fortsætter:

- De hentede en del gratis spillere, såsom ‘Zanka’, men i øjeblikket er han en katastrofe. Presset på Fredberg blev større og større, og Anderlechts præsident Wouter Vandenheute begyndte at tage sagen mere og mere i egen hånd. Og nu tror jeg, at det er bedst for begge parter, at de slutter samarbejdet.

Ifølge Tipsbladets oplysninger stopper Jesper Fredberg og Anderlecht samarbejdet efter gensidig aftale, men samtidig er der ikke tvivl om, at den danske fodbolddirektør stod i en kompliceret situation, siger Jürgen Geril.  

- Fredberg har måske godt vidst, at presset var stigende, og at situationen blev sværere og sværere, også i forhold til trænerpositionen, hvor det ikke var hans beslutning at sige farvel til Brian, og hvor det ikke var hans beslutning at ansætte David Hubert.

- Han ønskede en anden træner, men i sidste ende var det præsidenten, der valgte. Så Fredberg kunne mærke, at situationen blev mere og mere vanskelig, lyder det afslutningsvist fra Jürgen Geril. 

Anderlecht har i denne sæson præsteret godt i Europa League, mens resultaterne i den hjemlige liga har været mere svingende. 

De seneste otte ligakampe har blot kastet én sejr af sig, mens Anderlecht har tabt holdets seneste to kampe.