Det er blot blevet til 27 minutter i Union Berlin-trøjen for Robert Skov, siden han ankom til den tyske kultklub i sommer.
Det skyldes særligt, at den tidligere FCK-stjerne har haft brug for et stykke tid til at komme op i omdrejninger, da han ikke deltog i klubbens opstart og pre-season.
Der er dog lys for enden af tunnelen for Robert Skov, der er meget tæt på at være 100% kampklar.
Det fortæller Union Berlins danske cheftræner Bo Svensson på et pressemøde forud for pokalkampen mod Arminia Bielefeld.
- Han havde brug for lidt tid i holdtræning for at komme op i fart igen. Vi vidste, at det ville tage tid, men nu er det, hvor det skal være. Han er meget tæt på 100 procent.
- Du lægger mærke til det under træning, og du lægger mærke til det og ser det i hans ansigt. Vi er glade for, at han har nået dette niveau - især på det fysiske område, fortæller Svensson ifølge Ligainsider.
Robert Skov har blot noteret sig for to kampe for Union Berlin, hvor han i de to seneste Bundesliga-kampe er blevet skiftet ind i kampens afslutning.
Han har dog allerede formået at vise sig flot frem.
Den 28-årige dansker stod nemlig for oplægget til Berlins 1-1-scoring mod Frankfurt.
Robert Skov har foruden Union Berlin en fortid i Hoffenheim, FC København og Silkeborg.
Han har desuden 14 landskampe på cv'et.