Video : Tipsbladet
Benelux

Fremtidens derbyer? Det virker i Holland

Det skandaløse derby på Brøndby Stadion har skabt en stor debat om stadionsikkerhed i Superligaen, hvor Divisionsforeningen på ubestemt tid har besluttet, at kommende derbies bliver uden udebanefans. I Holland tog man samme beslutning for 15 år siden, og det har resulteret i langt færre episoder, fortæller hollandsk journalist til Tipsbladet.

Søndagens derby mellem Brøndby IF og FC København vil primært blive husket for de beskæmmende optøjer, der var inden kampen på Brøndby Stadion.

Her måtte politiet rykke massivt ind på banen for at dæmme op for hooligans, der skabte ballade, og de skandaløse scener er efterfølgende blevet fordømt vidt og bredt. 

Blot få timer efter slutfløjtet meddelte Divisionsforeningen, at kommende derbies bliver uden udebanefans. Dette tiltag er uden tidsbegrænsning, og dermed kan vi i Danmark potentielt se ind i hollandske tilstande. 

Her har udebanefans i derbyerne mellem Feyenoord og Ajax nemlig været forbudt siden 2009. Og det har haft en effekt, selvom alting langt fra er perfekt. Sådan lyder det fra den hollandske journalist Lucas Crox, der arbejder for Soccernews.nl. 

- Antallet af episoder i 'De Klassieker' er blevet drastisk reduceret siden da. Alligevel går det stadig galt en gang imellem. For eksempel er det ofte sket, at der er blevet kastet med sten og fyrværkeri efter modstanderens spillerbus. Nu om dage er politiet massivt til stede for at begrænse uroen, siger Lucas Crox til Tipsbladet og fortsætter:

- Under kampene går det stadig galt nogle gange. I april 2023 blev Ajax' Davy Klaassen ramt i hovedet af en lighter, der blev kastet af Feyenoords fans. 

Den mest famøse episode i det sidste århundrede fandt sted i 1997 og er kendt som 'Slaget ved Beverwijk'. Her blev fangrupper fra begge klubber enige om at mødes på en mark for at slås, og her endte det med, at en Ajax-fan døde.

Lucas Crox
Journalist, Soccernews.nl

Anses forbuddet mod udebanefans som en succes i Holland?

- Som sagt har der været færre episoder, siden udebanefans blev gjort forbudt. Hele stadionet er fyldt med fans fra den ene klub, så der ikke er flere slåskampe eller lignende inde på stadion. 

- Siden episoden med Davy Klaassen og lighteren har Feyenoord været nødt til at spille med store net rundt om banen, så fansene ikke kan kaste ting ind på banen. Så tingene går i den rigtige retning uden udebanefans, men det er stadig ikke perfekt, lyder det fra Lucas Crox. 

Ajax' Davy Klaassen blev ramt af en lighter, som Feyenoords fans kastede efter ham. Foto: Alamy

Dødsfald
Det var ikke småting, der førte til, at man i 2009 valgte at forbyde udebanefans i derbyerne mellem Feyenoord og Ajax. I årtier inden forbuddet var der gang på gang grimme episoder i forbindelse med 'De Klassieker'.

- Stemningen var ret hadsk. Optøjer mellem de to rivaler begyndte helt tilbage i halvfjerdserne. Den mest famøse episode i det sidste århundrede fandt sted i 1997 og er kendt som 'Slaget ved Beverwijk'. Her blev fangrupper fra begge klubber enige om at mødes på en mark for at slås, og her endte det med, at en Ajax-fan døde. 

- I 2004 gik det galt igen i forbindelse med en kamp mellem Jong Ajax og Jong Feyenoord, hvor de to klubbers fangrupper endte i sammenstød. I 2009 gik det igen galt i Amsterdam, da Feyenoord kom på besøg, og derefter kom forbuddet mod udebanefans, lyder det fra Lucas Crox. 

Den hollandske journalist regner ikke med, at forbuddet mod udebanefans bliver ophævet lige foreløbigt. 

- Forbuddet har været der i mere end 15 år nu og står stadig ved magt. Der er politikere, der presser på for at gøre det tilladt med udebanefans igen. Forventningen er dog, at der ikke bliver lavet om på tingene i den nærmeste fremtid.

- Episoden med Davy Klaassen og lighteren sidste år resulterede faktisk i yderligere sikkerhedsforanstaltninger, såsom net rundt om banen, så jeg tror bestemt ikke, at udebanefans bliver tilladt lige foreløbigt, lyder det afslutningsvist fra Lucas Crox. 

I kølvandet på søndagens skandalekamp i Brøndby har Divisionsforeningen i dag meldt ud, at man ser ansigtsgenkendelse som et godt redskab til fremadrettet at øge sikkerheden på Superliga-stadioner.