Danske Jens Odgaard har for alvor fået hul på målbylden i den bedste italienske fodboldrække.
19. oktober scorede han sit første sæsonmål for Bologna, og tirsdag aften var det tidligere Lyngby-talent på pletten igen og scorede sit holds andet mål i 2-0-sejren på udebane over Cagliari.
Odgaard modtog en aflevering fra venstre side og hamrede straks til bolden, der strøg fladt i mål fra omkring 20 meters afstand.
Før pausen havde Riccardo Orsolini bragte Bologna i front, inden Odgaard altså fordoblede føringen i anden halvleg. Sejren på Sardinien var kærkommen for Bologna, der har haft en lidt skuffende start på sæsonen.
De tre point bringer holdet væk fra bundregionen og op midt i tabellen med 12 point efter ni kampe.
Også det danske landsholdstalent Patrick Dorgu fik en hovedrolle tirsdag aften.
Dorgu blev matchvinder, da hans klub, Lecce, hentede en tiltrængt sejr på 1-0 på hjemmebane over Verona.
Den enlige scoring faldt seks minutter efter pausen, da Dorgu stødte frem i højre side af Veronas straffesparksfelt og headede den i mål fra kort afstand.
Linjedommeren havde i første omgang flaget oppe for offside, men efter en videogennemgang fik det vigtige mål lov at stå. Det var Dorgus anden sæsontræffer.
Lecce havde tabt de seneste fire ligakampe på stribe uden at score et eneste mål. Sejren betyder, at holdet forlader sidstepladsen og rykker op som nummer 18 af 20 hold i ligaen.
I den anden ende af tabellen udbyggede Napoli føringen med en 2-0-sejr på udebane over AC Milan. Romelu Lukaku og Kvicha Kvaratskhelia scorede de to mål i første halvleg.
Napoli har nu et forspring på syv point ned til Inter, der har spillet en kamp færre.
/ritzau/