Der er ikke mange danske fodboldspillere, der har haft et så vildt 2024 som Patrick Dorgu.
Venstrebacken har fået landsholdsdebut, scoret sit første mål for Danmark og har desuden spillet så godt for Lecce, at han nu rygtes til de italienske topklubber Napoli og AC Milan, som skulle være klar til at betale en stor sum til januar for det 20-årige stjerneskud.
De rygter blev kun forstærket efter weekendens kamp mod Napoli, hvor der blev taget et opsigtsvækkende billede af danskeren og Napolis cheftræner, Antonio Conte.
Tirsdag aften fortsatte opturen for Patrick Dorgu, da han endnu en gang var kampafgørende for sin klub Lecce. Danskeren scorede nemlig kampens eneste mål i sejren over danskerklubben Verona, der havde Casper Tengstedt med fra start.
Efter kampen var flere itallienske medier i svime over danskerens præstation.
- De får to mål underkendt, men scorer et enkelt. Hvad mere kan man bede om fra Patrick Dorgu? Lecce-spilleren var den absolutte stjerne i sejren, som blev sikret af Luca Gottis (Lecces cheftræner, red.) mandskab i kampen mod Verona.
- Han er en løs kanon, og det er ikke tilfældigt, at der er interesse for ham fra klubber som Napoli og Milan i den kommende sæson, skriver Gazzetta dello Sport efter kampen i går aftes.
Gazzetta dello Sport er ikke alene om at være imponeret over danskeren. Flere italienske medier gav efter kampen karakter til Patrick Dorgu, og her scorer danskeren højt hos samtlige medier.
TuttoMercatoWeb.com: 7.5
Gazzetta dello Sport: 7.5
Tuttosport: 7.5
Corriere dello Sport: 8
Corriere della Sera: 7.5
Siden Lecce rykkede op i Serie A, har Patrick Dorgu spillet 41 kampe i den bedste italienske række, hvilket har ført til fire scoringer for danskeren.