Det har mildt sagt ikke kørt på skinner for Anderlecht, siden de smed den nyudnævnte danske landstræner, Brian Riemer, på porten.
Man tabte blandt andet til bundproppen Beerschot, hvorefter flere profiler, og særligt Mathias 'Zanka' Jørgensen fik høvl i den belgiske presse.
Zanka er dog ikke den eneste danske synder, hvis du spørger den belgiske fodboldekspert Nordin Jbari, der selv fik sin fodboldopvækst i Anderlecht.
Han langer nemlig hårdt ud efter Kasper Dolberg - og særligt hans attitude på banen.
- Dolbergs problem er hans mentale indstilling. Han viser for lidt energi og aggressivitet. Det slår mig altid, at han ikke reagerer, når modstanderne begår frispark mod ham, siger Jbari ifølge La Dernière Heure.
Også landsholdsangriberens evne på kuglen møder kritik.
- Han tør heller ikke at bede om bolden. Nogle gange rører han ikke bolden i fem eller seks minutter, og man får indtryk af, at det ikke generer ham. Når du på et tidspunkt i din karriere har kostet 25 millioner, så bør du kunne holde bolden, fortæller Nordin Jbari ifølge La Dernière Heure.
Det er dog ikke alle i Belgien, der er lige kritiske overfor den danske spydspids.
Tipsbladet har blandt andet talt med den belgiske journalist Jürgen Geril, der ser stor fremgang hos danskeren under den nye træner David Hubert.
Kasper Dolberg kom til Anderlecht i sommeren 2023.
Han har sidenhen noteret sig for 58 kampe og 19 scoringer hos den belgiske topklub.