Video : Tipsbladet
Serie A

Kæmpe forløsning: En stor drøm for mig!

Gustav Isaksen har haft svært ved at finde melodien i Italien, men fredag aften kom han ind og blev den helt store helt for Lazio mod Frosinone med sit første mål for klubben.

Endelig!

Gustav Isaksen kom fredag aften på tavlen for første gang for Lazio. Og det var ikke bare et hvilket som helst mål.

Den tidligere Superliga-stjerne kom ind fra anden halvlegs start, hvor han blev den helt store helt, da han med en assist og et mål vendte et faretruende nederlag til en sejr på 3-1. 

- Det er en stor drøm for mig. Jeg sagde, at når jeg scorede, ville jeg lave interviewet på italiensk. Jeg er meget glad. Målet er vigtigt for mig og for holdet. Det er en speciel aften, udtalte Isaksen til Lazio Style Channel umiddelbart efter kampen. 

Isaksen har døjet med at finde sine fødder i støvlelandet, hvor han primært har set til fra bænken. Men måske der kommer andre boller på suppen efter målet? Det åbner den danske offensivspiller i hvert fald op for. 

- Om det er et vendepunkt for mig? Ja, det kan godt være. Jeg prøver altid, at være farlig. Det er en stor drøm for mig. Jeg gjorde det godt i FC Midtjylland, men jeg vil mere endnu, afslutter Gustav Isaksen.

Det var Gustav Isaksens første mål i 17 kampe for Lazio. Næste opgave for danskeren er den 7.januar ude mod Thomas Kristensen og Udinese.