Superliga

Utaka-agent: OB kræver 30 mio

Interessen er stadig stor for Peter Utaka, men OB har endnu ikke fået opfyldt prisen på 30 millioner kroner.

Peter Utaka er et af de varmeste navne i et ellers forsigtigt og økonomisk trængt transfermarked. Med sine 13 mål i SAS Ligaen og dermed førsteplads på topscorerlisten har Peter Utaka vakt interesse rundt i Europa.

I december kunne tipsbladet.dk fortælle, at interessen for den nigerianske angriber kommer fra både Tyskland, Frankrig og England. Dengang vurderede hans agent Sascha Günter, at chancen for et vinterskifte var 50/50.

Læs også: Utaka-agent: Prisen er problemet

- Situationen er sådan set den samme. Der har ikke været bud, som har passet både ham og OB. Klubben venter på det rette bud, og Peters ønsker skal også tages i betragtning, siger Sascha Günter til tipsbladet.dk.

- Der har været masser af konkret interesse. Klubber har tilbudt mig penge for en transfer, men når jeg har forelagt det for OB, har de ikke været interesserede. Det er svært at finde den rette pris.

OB er altså godt klar over, hvor værdifuld Utaka er, og man har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade guldfuglen flyve fra Ådalen uden en klækkelig kompensation.

- Hvis vi presser på, og der er de rette perspektiver for Peter, så tror jeg, at OB kræver 30 millioner for ham. Det kan nok også være lidt mere endnu, siger Sascha Günter til tipsbladet.dk.

Læs også: Utaka vil til England

Ifølge agenten skulle Peter Utakas drømmedestination være den engelske Premier League. Her spiller brormand John Utaka allerede i Portsmouth.

OB's sportschef Kim Brink ønsker ikke at udtale sig omkring Peter Utakas situation.