Superliga

Sand jubler over Silkeborg

Den tidligere Silkeborg-sportschef, Ebbe Sand, er begejstret over sin tidligere klubs succes.

Søndag snuppede Silkeborg igen en sejr i SAS Ligaen og snuppede femtepladsen i ligaen. Oprykkerholdet har blot tabt tre kampe i sæsonen og imponerer gang på gang ved med stort mod at udfordre enhver modstander i ligaen.

Søndag gik det ud over Randers, der blev besejret 2-0 på mål af Frank Hansen og Rajko Lekic.

Læs også: Jacob Nielsen: Jeg har det af helvede til

Ebbe Sand, der efter sin aktive karriere blev sportschef og siden team-manager i Silkeborg, følger oprykkerklubbens succes med fornøjelse.

- Det er fantastisk, som de gør det. Spillemæssigt gør de det fremragende. Kombinationsspillet flyder, og lige meget, hvem de møder er de ikke bange for at have bolden, siger Ebbe Sand til tipsbladet.dk.

- De fik lavet nogle gode indkøb i sommer og har et rigtigt godt mix af ung og gammel på banen, men meget af æren skal tilfalde Troels Bech på trænerbænken. Han har virkelig formået at sammensætte et stærkt hold med en stor tro på egne evner, lyder det fra landsholdets angrebstræner.

Læs også: Silkeborg tog tre point i Randers

Silkeborg tager i næste runde mod topholdet fra OB, der tidligere på sæsonen blev besejret med 3-1 på Silkeborg Stadion.