Superliga

Peguero: Jeg kommer tilbage som prof

Den tidligere Brøndby-angriber Peguero Jean Philippe, som sidste år blev erklæret fodboldinvalid, er overbevist om, at han vender tilbage som professionel efter nytår.

Angriberen Peguero Jean Philippe der i sin tid i Brøndby måtte indstille karrieren som fodboldinvalid er nu på vej til et overraskende comeback

- Jeg håber at blive tilknyttet en klub og genoptage en karriere som professionel i januar måned, siger Peguero Jean Philippe til tipsbladet.dk.

- En masse mennesker har været overbevist om, at min karriere er ovre men jeg er en fighter, og indtil Gud fortæller mig, at min karriere er slut, er jeg sikker på, at jeg kan vende tilbage som professionel.

- Jeg er en soldat, og det her er min egen krig for at vende tilbage, siger den nu 28-årige fysisk stærke angriber.

Peguero Jean Philippe blev i 2006 hentet til Brøndby fra den amerikanske MLS-klub Red Bull New York.

Den 186 centimeter fysisk utroligt stærke angriber nåede kun at vise sit værd i fire kampe for Brøndby, inden hans personlige mareridt satte ind.

I samme sekund som Peguero Jean Philippe scorede mod Viborg og dermed lavede sit andet mål i den gule trøje, satte Viborgs Robbie Russel en voldsom tackling ind, der kostede mere end bare en almindelig knæskade til haitianeren, der aldrig kom tilbage på Brøndbys bedste hold og efter en lejeperiode hos San Jose Earthquakers i USA officielt indstillede karrieren i november 2008.

Ingen hængemave her
Peguero Jean Philippe er nu bosat i Florida og har endnu ikke fundet klubben, hvor han vil forsøge at genoptage karrieren. Den fysiske form er dog i følge ham selv helt i top.

- Jeg er den type, der holder meget af at være i form. Jeg løber meget og træner i træningscenter, hvor jeg har tilknyttet en personlig træner. Ingen vil nogensinde opleve mig med hængemave, griner Peguero Jean Philippe.

Selv mener angriberen, at varmen i Florida har været noget bedre for knæskaden end det køligere vejr i Danmark i sin tid var.

- I Danmark var mit knæ helt stift i kulden, og det var svært at gøre neget som helst med det. Det har været noget nemmere efter, jeg er kommet til Florida. Varmen passer helt sikkert bedre til at genoptræne den slags skader.

- Det skal ikke opfattes som om, at jeg ikke kunne lide det kolde vejr i Danmark, men det har været det helt rigtige for mig at komme til Florida, og jeg glæder mig til at komme tilbage på et højt niveau, siger den haitianske angriber til tipsbladet.dk.

Peguero Jean Philippe havde kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2009, men kontrakten blev ophævet i forbindelse med dommen som fodboldinvalid.

Læs også: Ex-brøndby-angriber i comeback?