Superliga

Ex-Brøndby-angriber gør comeback?

Den tidligere Brøndby-angriber Peguero Jean Philippe, som ellers måtte indstille karrieren som fodboldinvalid, kan være på vej mod et comeback.

I sommeren 2006 blev Brøndby forstærket med den store haitianske angriber Peguero Jean Philippe, men allerede i sin fjerde kamp for Brøndby blev angriberen savet i stykker af Viborg-spilleren Robbie Russel i samme moment som Peguero sendte bolden i mål.

Et alvorligt skadet knæ betød en pause på næste otte måneder, hvorefter det blev til et par kampe på Brøndbys reservehold, inden angriberen blev lejet ud til amerikanske San Jose Earthquackes. Her udviklede en bruskskade sig i knæet på en sådan måde, at Peguero Jean Philippe måtte indstille karrieren efter undersøgelser i både Danmark og USA kom med samme konklusion.

Nu lader det til, at angriberen er på nippet til at genoptage karrieren.

På sin Facebook-profil har angriberen i hvert fald opdateret sin profil med følgende tekst:

- I gotta make my come back in january.

Hvor han skal spille og på hvilket niveau, er der ingen informationer om.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peguero Jean Philippe, der er bosat i Fort Lauderdale, USA.

Angriberen nåede at score to gange i fire kampe for Brøndby.