Superliga

OB forlænger med Chris Sørensen

OB fortsætter med at forlænge kontrakter med klubbens profiler. Nu er turen kommet til Chris Sørensen, der får forlænget sin kontrakt med to år.

OB har offentliggjort, at klubben har forlænget kontrakten med 32-årige Chris Sørensen, så den nu løber til 30. juni 2012. Chris Sørensen har spillet 251 kampe for OB siden 2004 og ser ud til at slutte sin karriere i klubben.

- Som anfører er Chris Sørensen naturligvis en vigtig del af vores
trup. Både på og udenfor banen er han et af omdrejningspunkterne i
truppen, og derfor er det af stor betydning for os, at vi er blevet
enige om en kontraktforlængelse. Vi har store ambitioner i OB, og Chris
Sørensens rutine i både SAS Ligaen og europæisk sammenhæng kan blive et
vigtigt element i at indfri disse, siger OB-direktør Kim Brink til OB.dk

Også hovedpersonen selv er godt tilfreds med kontraktforlængelsen.

- Ja, jeg er godt tilfreds med, at det er lykkes os at nå til enighed.
Det er det, vi har arbejdet hen imod i længere tid. Jeg er super glad
for at være i klubben, og være med til at spille om medaljer i toppen
af dansk fodbold og spille europæisk fodbold, så jeg har ikke set nogen
grund til at skifte klub.

Chris Sørensen har tidligere spillet for Randers og Vejle.