Superliga

OB-advokat: Gider ikke Onyszkos niveau

Arek Onyszkos bog og krav om et millionbeløb preller af på OB's advokat, der tager den tidligere OB-keepers anklager og beskyldninger med ro.

Arek Onyszkos bog Fucking Polak, der rammer gaden i november lægger op til verbale lussinger til blandt andet holdkammerater, fans og ledelsen i OB.

Tipsbladet.dk erfarer, at OB's advokat Jørn Bonnesen også står for skud i bogen og blandt andet bliver kritiseret for at være mere interesseret i at tjene penge i forhold til sit job i OB.

Bonnesen tager Arek Onyszkos beskyldninger og anklager med knusende ro.

- Vi har jo ikke læst bogen, så vi kan endnu ikke ikke kommentere på bogens indhold.

- Jeg har godt læst brudstykker af de ting, der er blevet citeret rundt omkring. Men jeg vil sige, at hvis hvis man forestiller sig, at det er niveauet, er det ikke noget, vi vil beskæftige os med, siger Jørn Bonnesen til tipsbladet.dk.

Læs også: OB-fanformand: Onyszko kan bare vente sig

Arek Onyszko afslører også i bogen, at han føler sig snydt for et pengebeløb på omkring halvanden million kroner, og OB-direktør Kim Brink har i dag bekræftet på Fyens.dk at være blevet kontaktet af Arek Onyszkos advokat omkring sagen.

Jørn Bonnesen har heller ingen bekymringer omkring den tidligere målmands pengekrav.

- Der er slet ingen sag. Det er helt sikkert, lyder det fra Jørn Bonnesen.

Læs også: Onyszko sender 'Fuckin polak' på gaden

Bogen udkommer 8. november.