Superliga

Julegave fra Tipsbladet: Djemba-Djemba vil vinde guld

OB's midtbanestjerne Eric Djemba-Djemba drømmer om større ligaer, men lige nu har den uundværlige skraldemand fokus på OB og jagten på guld.

En uundværlig skraldemand
Inde på banen er der dog ingen tvivl om Djemba-Djembas kvaliteter. Camerouneren er det offensive og defensive omdrejningspunkt på OB's hold, der har nydt godt af hans spillemæssige kvaliteter samt den afrikanske urkraft i nærkampene.

- Han har stor betydning for holdet på grund af den position, han spiller. Vi er meget afhængige af, om han har en god eller dårlig dag. Han binder holdet sammen, så han er en nøglefigur. Han er en kropstærk fyr, der har mange kvaliteter. Modstandene slår sig på ham, så han er en slags skraldemand for os, siger Chris Sørensen om Djemba-Djemba, der efter et kort visit i omklædningsrummet er klar til de tyve minutter med Tipsbladet, der gerne vil høre midtbanespillerens vurdering af efterårssæsonen, der slutter på søndag.

- Vi har gjort det godt i denne sæson. Vi ligger nummer ét, og vi skal blive ved med at arbejde hårdt og være koncentrerede. Måske kan vi vinde guld, når sæsonen er slut, lyder den indledende bemærkning fra Djemba-Djemba, der snart har været på Fyn i halvandet år efter at han skiftede Qatars varme og mange guldmønter ud med det kolde Danmark og OB, hvor han kæmper for at supplere sin gode løn med en guldmedalje.

- Jeg har været her i lang tid, men jeg er så glad for at være her. OB har gjort meget for mig, og de har hjulpet mig med at genopbygge min karriere og komme back in business. Folk er meget venlige, og jeg nyder stor respekt. Mine holdkammerater er så fantastiske. Hvis jeg forlader denne klub, så vil jeg forlade den med en stor titel, siger Djemba-Djemba, der hverken stryger om sig med store ord, lange svar eller kontroversielle citater. Flyveren og familien i Frankrig trækker.

Farvel til Fyn?
Men det er ikke kun familien, der kan lokke Djemba-Djemba til udlandet. Han taler stadig om drømmen om en større liga, og for et halvt års tid siden tog midtbanespilleren egentlig afsked med OB, da han dagen før forårets sidste kamp udbad sig taletid til den lokale avis.

- OB har hjulpet mig tilbage på rette spor og tilbage til mit niveau, og det kan være, at jeg nu skal tage det næste skridt opad for at få opfyldt mit potentiale, lød det dengang fra afrikaneren, der nærmest sagde farvel for en sikkerheds skyld.

Mange regnede derfor med, at Djemba-Djemba ville blive solgt i sommerens transfervindue, men sådan gik det ikke, og derfor sidder han alligevel i OB på årets første decemberdag.

- Der var ikke noget godt tilbud. Hvis vi får et godt tilbud, og OB accepterer, kan det godt være, at jeg forlader klubben. Men i sommer fik vi ikke et godt tilbud, og der var kun noget løs snak. Der skete ikke noget, men jeg er glad for at være her, siger Djemba-Djemba i dag, hvor han ikke afviser, at han kan forlade klubben allerede i kommende transfervindue.

- Det er bestyrelsen, der sidder med beslutningen. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig, men hvis de får et meget godt tilbud, kan det være, at de siger, at jeg kan gå. Men for mig er det ok at blive her. Det er ikke noget problem, for jeg kan godt lide at være her, så jeg kan blive mester med OB.

Du har fået tredjeflest stemmer i afstemningen om Efterårets Profil, og nogle mener, at du er for god til SAS Ligaen. Hvad mener du om det?
- Jeg er glad for at høre det. Jeg arbejder hårdt og har prøvet at komme tilbage til mit niveau. Det mener jeg er lykkedes. OB er et stort hold i Danmark, og hvis der er nogen, der mener, at jeg for god til denne liga, så er jeg glad for at høre det. Jeg prøver at arbejde hårdt, så jeg kan vende tilbage til en stor liga.

Men hvis du har niveau til en større liga, kan du vel godt vende tilbage til Premier League?
- Jeg vil ikke tilbage til England. Jeg var der i fire et halvt år, og jeg vil gerne prøve noget nyt. Jeg vil være glad for at komme til Tyskland, Spanien eller Frankrig.

Hvad vil du helst: Skifte til en større klub eller blive mester med OB?
- Jeg vil helst være mester med OB. OB fortjener det. De har arbejdet hårdt, og de har ikke vundet mesterskabet i tyve år. De har gode spillere, og de har endelig chancen for at vinde titlen. Jeg er klar til at ofre mig selv og blive i OB, så vi kan vinde titlen. Så må vi se, hvad der sker bagefter. Jeg vil fejre et mesterskab med hele byen, alle fansene og hele klubben.

Har du talt med nogle andre klubber om et skifte?

- Det kan jeg ikke sige noget om.