Superliga

Hemmingsen: Gamle spillere har intet forhold til OB

OB's tidligere midtbaneprofil Carsten Hemmingsen mener, at OB har været for dårlige til få klubbens gamle spillere ind omkring det øvrige arbejde i klubben

Søndag spiller OB mod FCK i det, der vel nok er efterårets største opgør i SAS Ligaen. Carsten Hemmingsen har spillet i begge klubber, men selvom han oprindeligt er fynbo og også i dag er bosat i Odense, hepper han på FCK.

- Jeg hepper på FCK. Den periode, hvor jeg var i FCK, var den bedste i mit fodboldliv, og jeg kunne ikke få det bedre end, jeg havde der. Selvfølgelig mødte jeg også nogle flinke mennesker i OB, men FCK forlod jeg af egen fri vilje, og det gjorde jeg ikke rigtigt i OB. Det var fordi, de ikke kunne bruge mig mere, siger Carsten Hemmingsen til Tipsbladet.

Læs også: OB-fans i fælles march mod topkampen:

Selvom han bor i Odense, er det ikke meget, han har med de stribede at gøre.

- Der er ikke noget forhold. Jeg snakker med Kim Brink engang imellem. Han har hjulpet mig mange gange, og jeg synes, han er ufatteligt dygtig. Men ellers har jeg fodboldmæssigt overhovedet ikke noget med OB at gøre - og det er der generelt ikke nogen gamle spillere, der har, siger Hemmingsen, der mener, at FCK er bedre til at involvere gamle spillere.

- Jeg synes ikke, OB har været gode til at pleje deres gamle spillere og få dem ind i folden. Hvis man kigger på FCK, er det Carsten V. Jensen, der er sportsdirektør, Michael Mio, der styrer deres akademi, og de har nogle inde omkring ungdomsholdene. Der er også Lars Højer som scout. At der ikke er nogen OB-spillere, der har nogle færdigheder, som klubben kan bruge, er måske lidt mærkeligt, siger Hemmingsen.

Læs mere om Carsten Hemmingsen og andre spillere med en fortid i begge klubber i Tipsbladet Indsigt, der er på gaden i dag:

Tipsbladet udkommer hver tirsdag og fredag.