Superliga

OB-fans i fælles march mod topkampen

Der er lagt op til fodboldfest, når OB's officielle fans vil forsøge at bære topholdet frem mod endnu et skridt i retning af guldet.

- Det koger i Odense lige for tiden.

Begejstringen er ikke til at tage fejl af, når formand for OB' officielle fanklub Lene Stubgaard varmer op til søndags topopgør i SAS Ligaen mellem OB og FC København.

OB kan med en sejr skyde sig mindst seks point foran den nærste forfølger og dermed overvintre med solid kurs mod det første danske mesterskab siden 1989.

- Vi laver en kæmpe tifo, som jeg ikke vil sige mere om - den skal man komme på stadion og se.

- Men vi arrangerer også en kæmpe fest i Odense Centrum søndag middag. Her vil blandt andre Kim Brink kigge forbi og holde en lille pep-talk, vi kommer til at synge sange og hygge os. Foreløbigt har 6-700 tilmeldt sig via Facebook, men jeg regner med, at vi bliver mindst 1000, siger Lene Stubgaard til tipsbladet.dk

Læs også: Politiet er klar til FCK-hooligans i Odense

- Vi går så i fælles march fra centrum og ud til stadion. Det bliver den største ting, vi har lavet, og vi glæder os meget, lyder det fra formanden.

Kampen betegnes af politiet som en højrisikokamp og Fyns Politi vil være meget synlige dagen igennem. Men det bliver ikke OB-fans, der laver ballade ifølge fanformanden.

- Den slags folk har vi slet ikke i OB. Jeg er sikker på, det bliver en stor fest, siger Lene Stubgaard til tipsbladet.dk

Læs også: Vind billetter til OB - FCK