Superliga

Grahn fortryder ikke Randers-valg

Både for Randers FC og Tobias Grahn har det været pil nedad i sæsonens første ni kampe, men svenskeren fortryder ikke, at han valgte at komme til Randers.

Han skulle have været det kreative omdrejningspunkt på det Randers FC-mandskab, som før sæsonen var tippet til medaljerækkerne og blandt outsiderne til mesterskabet.

Ingen af delene er blevet til virkelighed for Tobias Grahn og Randers FC, som her efter ni spillede kampe står med et enkelt point og otte nederlag. Hvilket naturligt nok veksles til en placering som klar bundprop.

Som stimen er blevet værre, er Tobias Grahn også gledet ud af træner John Faxe Jensens startopstilling, så man skulle tro, at Grahn gik rundt og lignede en hængt kat. Eller i det mindste fortrød bittert, at han valgte at skifte til Randers FC på en fri transfer, da flere mulige klubber ellers bød sig til i sommer.

Men det gør han ikke.

- Jeg fortryder bestemt ikke. Sådan er en fodboldspillers hverdag. Jeg har spillet professionnel fodbold i ti år, så jeg kender gamet. Jeg skal bare hårdt for at komme tilbage på holdet, og holdet skal sammen arbejde hårdt for at vinde kampe, siger Tobias Grahn til tipsbladet.dk.

- Træneren bestemmer, hvem som er med, men jeg elsker at spille fodbold, så det er da klart, at jeg er ked af det og sur over ikke at spille, men det er jo hans dispostion. Jeg har ikke snakket nærmere med ham (John Faxe Jensen, red.) om, hvad jeg skal gøre for at komme på holdet.

Op til udekampen i Parken mod FC København i går snakkede Randers FC-direktør Jakob Nielsen om, at humøret i Randers FC-truppen er overraskende højt, og at det "egentlig er lidt foruroligende".

Tobias Grahn ser det således:

- Humøret i truppen er ganske højt efter forholdende, men jeg havde nok heller ikke sagt det, hvis det var dårligt. Jeg bruger ikke så meget energi på at spekulere over, hvad vores humør betyder for vores præstationer. Hver enkelt skal kigge indad. Jeg selv træner bare, for det er vores arbejde at gøre.

Tobias Grahn erkender, at han selv og holdkammeraterne har underpræsteret.

- Vi har underpræsteret hver enkelt, det er jo tydeligt, men jg løber ikke rundt og tænker på nedrykning efter kun ni kampe. De løber nok heller ikke rundt og tænker på mesterskabet i Esbjerg eller AaB efter kun ni kampe.

- Vi er gode nok til at undgå nedrykning, hvis vi finder vores niveau. Hvis ikke, bliver det svært.