Superliga

BIF-direktør: Udenlandsk sportschef en mulighed

Brøndbys jagt efter en ny sportsdirektør fortsætter, mens de uopfordrede ansøgninger tikker ind.

Anders Bjerregaard stoppede som sportschef i Brøndby 9. december med en massiv pressedækning til følge.

Nu næsten en måned senere og fire dage inde i januars transfervindue er stillingen som sportschef stadig ikke besat, men direktør Frank Buch-Andersen tager jagten på en ny mand til jobbet med ophøjet ro.

- Vi har ikke travlt. Det vigtigste er, at vi finder den rette mand til jobbet, siger Frank Buch-Andersen til tipsbladet.dk.

Læs også: Sand: Jeg skal ikke være sportschef i Brøndby

Der har været nævnt masser af navne med fortid i i Brøndby som mulige emner til stillingen som sportschef, men Brøndby ser bredere end det.

- Det er ikke afgørende, om det er en person, der kender Brøndby indefra, lyder det fra direktøren.

- Det er ikke det samme, som at søge en person til et job som salgschef, hvor vi slår jobbet op med forskellige specifikationer som krav. Vi ser, hvad der er af muligheder, men der er ingen tvivl om, at det ender med en person, som vi kender noget til i forvejen.

Da Anders Bjerregaard stoppede blev der hurtigt skrevet om flere favoritter til stillingen som sportschef i Brøndby, men både talentchef Kim Vilfort, Ebbe Sand og Bjarne Goldbæk har afvist at være i spil til jobbet.

Er en udenlandsk sportschef i Brøndby en mulighed?

- Det kan blive en mulighed, siger Frank Buch-Andersen, der afslører, at Brøndby har modtaget flere ansøgninger til jobbet.

- Der er kommet uopfordrede ansøgninger, ja. Som sagt har vi ikke travlt med at finde en ny, så vi ser hvad der kommer ind og har fokus på at finde den helt rigtige til jobbet.

Læs også: Vilfort: Nej tak til jobbet

Imens er Brøndby og de andre SAS Liga-klubber trådt ind i transfervinduet, og selv om rollen som sportschef nu er fordelt mellem Frank Buch-Andersen, træner Kent Nielsen og talentchef Kim Vilfort, er direktøren ikke nervøs for, om klubben er ringere stillet, når det kommer til handel med spillere i den næste måned.

- Vi er klædt godt på til transfervinduet, siger Frank Buch-Andersen til tipsbladet.dk.

Spillerne i Brøndby starter træningen efter vinterpausen onsdag 6. januar.