Zumba-bumbaer i skudlinien
"Vores unge spillere bør lære af Andrej Sjevtjenko eller Blokhin, og ikke en eller anden zumba-bumba, som de har pillet ned fra et træ og givet to bananer, så han nu spiller i den ukrainske liga. Jeg kan huske, da jeg spillede, at hvis vi tabte en kamp, så var det ikke let at gå på gaden bagefter. Der var mange venner, der ville tæske en for det. Men giver det nogen mening at tæske en udlænding? Hvis du gør det, pakker han jo bare sammen og rejser."
Prøv at forestille dig Morten Olsen sige den slags. Han ville omgående blive fyret. Det gør man ikke i Ukraine. Her ser man lidt mere afslappet på racisme, især når den kommer fra den levende fodboldlegende Oleg Blokhin, som tilmed er landstræner med succes for det ukrainske landshold.
Udtalelserne fra 70ernes Sovjet-stjerne om de højtbetalte, udenlandske slapsvanse faldt i februar, men det kunne fejes til side som fuldemandssnak sidste sommer. For det blev modbevist, da Ukraine nåede finalen ved EM for U/21-landshold, og kvartfinalen ved de voksnes VM i Tyskland.
Men debatten er blusset op igen, efter at både Dynamo Kijev og Shakhtar Donetsk er faldet igennem med et brag i Champions League. I løbet af i alt otte Champions League-kampe har Shakhtar og Dynamo til sammen hentet blot to point. Den samlede målscore hedder 6-23.
Så i sidste uge var Blokhin tilbage med ny vind i sejlene. Dog udlagde han teksten på en mere sober måde:
"Det kan ikke være rigtigt, at hovedparten af spillerne på banen er udlændinge, når der på bænken sidder ukrainere, som er bedre," sagde Blokhin og pegede på, at landsholdets spillere er ved at være for gamle.
"De fleste er ved at nærme sig de 30 år eller er over 30 år, og der er færre og færre fra den nye generation at tage af. Det skyldes de alt for mange udlændinge i ligaen."
På vej mod kollaps
Miseren er en kombination af flere ting. For det første, at det er tilladt at have hele otte udenlandske spillere på banen i den ukrainske liga. Hele 181 udlændinge fik spilletid sidste sæson hos de 16 klubber i den ukrainske liga. Efter blot otte runder af denne sæson var man nået op på 134.
For det andet, at der er mange penge i ukrainsk fodbold. Det ville alle andre steder blive set som et sundhedstegn, hvis ikke det var fordi, at pengene kun var koncentreret i de to topklubber Dynamo og Shakhtar, der begge ledes af landets to rigeste mænd. I Shakhtar Rinat Akhmetov, mens Dynamos præsident er Igor Surkis.
De to klubbers totale dominans betyder, at de øvrige hold i ligaen er af meget ringe standard. Hverken Shakhtar eller Dynamo får derfor tilstrækkelig modstand, og det koster i de internationale klubturneringer, hvor de er blevet løbet over ende af hold som Lyon, Real Madrid, Valencia og Roma.
Også det påpegede den allestedsnærværende Blokhin for en måned siden i den ukrainske avis Komanda:
"Konklusionen er, at vi internationalt set er på vej mod en ren kollaps. Vi har brug for yderligere et par økonomisk stærke klubber, der kan blande sig i mesterskabskampen, som man ser det i Rusland. Ellers sker der ingen fremskridt."
De laver ingenting
Shakhtar Donetsk har 17 og Dynamo Kijev 20 udlændinge i deres trupper. Begge klubber har hver 16 af dem tilmeldt i Champions League, hvilket betyder, at mange af dem enten sidder på bænken eller slet ikke kommer i kamp for den ofte astronomisk høje hyre, de hæver. Den manglende europæiske succes har da også fået Dynamo-præsident Igor Surkis til at love en større udrensning i januar.
"Jeg tolerer ikke, at spillere, der hæver en stor sum penge bare sidder på bænken og laver ingenting," sagde Surkis for en måned siden og satte navne på et par af Dynamo Kijevs østeuropæiske spillere, som han mente burde tage sig sammen, heriblandt den rumænske landsholdsspiller Florin Cernat og den lettiske landsholdsstjerne Maris Verpakovskis.
Det skal dog bemærkes, at de manglende resultater i Europa også skyldes andre faktorer. Dynamo Kijev har til nogle af kampene været slemt plaget af skader blandt de bedste spillere, mens Shakhtar Donetsk har et af Champions Leagues yngste og mindst rutinerede hold.
Det fjerner dog ikke indtrykket af, at de ukrainske tophold også i fremtiden risikerer store klø ude i Europa, og det vil man nu gøre noget ved. I slutningen af oktober mødtes præsidenterne for de førende klubber i landet for at diskutere de mange problemer i ukrainsk fodbold. Blandt andet antallet af udlændinge, dommernes kvalitet (man benytter i ligaen vesteuropæiske dommere til opgørene mellem Shakhtar og Dynamo), fair play, aftalt spil, talentudvikling og salg af tv-rettigheder.
Foreløbig er man ikke blevet enige om noget som helst. Men der er nedsat en arbejdsgruppe, som hurtigst muligt skal fremsætte nogle forslag.
Og zumba-bumbaerne? Ja, de spiller da videre på livet løs. Dynamo Kijev begyndte med seks, men sluttede med otte udlændinge på banen i weekendens kamp mod Arsenal Kijev, mens Shakhtar Donetsk startede kampen med syv af slagsen i udesejren på 3-0 over Metalurh Zaporizhzhya.