Viborg lukker døren
Døren i Viborg FF er lukket, når det handler om klubbens utilfredse cheftræner. Ove Christensen valgte søndag at gå på tv (Onside på 3+) med sin utilfredshed over forholdene i klubben, men selv om han kaldte sæsonoptakten for "ragnarok", og selv om han kritiserede administrationen for manglende opbakning, så valgte Viborg-direktør Morten Jensen ikke at kommentere sagen, da TIPS-bladet mandag forhørte sig om konsekvenserne.
"Jeg har ingen kommentarer. Det er en intern sag, der vil blive behandlet internt. Sådan er strategien i VFF, når det handler om personalesager. Træffer vi beslutninger af offentlig interesse, skal vi nok meddele os," siger Morten Jensen.
Er Ove Christensen også cheftræner for Viborg FF i søndagens kamp mod Horsens?
"Som sagt, jeg har ingen kommentarer."
Ikke godt nok
Ove Christensens utilfredshed er ikke ny. Allerede i TIPS-bladets sæsonoptakt 14. juli luftede Ove Christensen sin utilfredshed. Kritikken er først og fremmest rettet mod sportschef Flemming Nielsen og manglen på indkøb.
Viborg-træneren blev dengang spurgt, hvorfor klubben ikke havde hentet forstærkning.
"Det har jeg svært ved at svare på, men jeg kan konstatere, at det ikke har været godt nok," svarede han dengang.
Heller ikke på det tidspunkt ønskede Morten Jensen eller Flemming Nielsen at kommentere cheftrænerens kritik.
Op til søndagens SAS Liga-kamp mod FC Midtjylland strammede Ove Christensen derpå tonen en ekstra tand og brugte ordet "ragnarok" om sæsonforberedelserne med henvisning til den smalle trup. Og han kritiserede ledelsen for ikke at have arbejds- og opholdstilladelsen klar for Joe Zewe i tide til sæsonpremieren mod AaB.
Mandag er der formentlig blevet talt med store bogstaver på direktør Morten Jensens kontor, og Ove Christensens udfald i Onside ligner mest af alt en veltilrettelagt aktion i bestræbelserne på at blive sparket ud. Aktionen udløste da også hurtigt rygter i jyske klubkredse om, at Ove Christensen har lagt billet ind på træner-jobbet i Randers. Lars Olsen og den kronjyske klub er gået på "stand-by" i forhandlingerne om en forlængelse.
Gratis udmelding
Ove Christensen oplyste i Onside, at han ikke ønsker at forlænge den træner-kontrakt, der udløber til næste sommer, men det ligner en gratis udmelding. Træneren havde formentlig alligevel ikke fået forlænget sin aftale.
I spillertruppen er der fortsat opbakning til Ove Christensens kritik af vilkårene i forberedelserne, men anfører Jacob Glerup trækker dog lidt i land efter søndagens tv-indslag.
"Spillertruppen er enig i kritikken af opstarten, men når det er sagt, så synes jeg personligt, at sagen er kørt helt af sporet. Jeg har udtalt til den lokale avis, at vi ikke er tilfredse med den måde, tingene er kørt på, men vi har fortsat tillid til, at ledelsen har styr på tingene. Det er jo heller ikke sådan, at vi stiller med et dårligt hold. Vores resultater i de to første kampe har ikke været optimale. Der kan være mange årsager, én af dem kan være vilkårene under opstarten og den uro, det har givet. Men det kan også være så meget andet. Det er svært at sige," siger Jacob Glerup.
"Det er selvfølgelig en sag, vi snakker om i spillertruppen og spændt følger via medierne. Men det ligger ikke i vores hænder. Vi koncentrerer os om at træne og forberede os til den næste kamp. Og så tror vi på, at ledelsen får styr på de andre ting" fortsætter Viborg-anføreren.