Umuligt at forudsige vinderen
De tre sidste år er det spillere, der har kvalificeret sig til WSOP-finalen via Internet, der har vundet verdens mest eftertragtede poker-titlen.
Ingen af de tre Chris Moneymaker i 2003, Greg Raymer i 2004 og sidste års vinder, Joe Hachem var kendt i bredere poker-kredse inden deres triumf, og al sandsynligheds-regning peger på, at det også i år bliver en "Mr. Ukendt", der løber med mesterskabet og en førstepræmie på omkring 10 mio. $.
Poker-eksperter anslår, at hvis man er en rigtig god turneringspoker-spiller, så har man måske fire til fem gange så gode chancer for at vinde en turnering end en ganske almindelig habil amatør-pokerspiller har. Og fire til fem gange er ikke meget.
Med ca. 8.000 deltagere i WSOP'ens main event er der derfor tale om rent lotteri, hvis man vædder på den endelige turneringsvinder. Anser man f.eks. Phil Ivey, Phil Helmuth eller Gus Hansen som verdens bedste, vil han stadig kun have ca. fem gange så store chancer som den enkelte "Mr. Ukendt" for at vinde, og det samlede antal af alle "Mr. Ukendt" er så stort, at der kun er ganske lille chance for, at det bliver en etableret poker-stjerne, der vinder turneringen.
Taler vi odds, betyder det også, at uanset, hvad man hedder, så er chancen for at vinde WSOP'en mindre end én til 1.500 så uanset, hvem man måtte vælge at vædde på som endelig vinder, så kan alt under odds 1.500 pr. automatik identificeres som stor minus-værdi.
En skydeskive i panden
Men det betyder ikke, at der ikke kan være penge i at vædde på VM i poker. Blot skal man holde fingrene langt væk fra vinderspil på den endelige vinder.
Flere spiludbydere har lavet head-to-head-væddemål på, hvilken af to spillere, der når længst, og i dem kan man af og til finde værdi-spil. Derudover tilbyder vise bookmakere mere begrænsede eller specielle vinderspil end blot på samlet turnerings-vinder.
For at tage det sidste først, så er Sportingbet f.eks. på banen med udbud på væddemål på, hvem af de tidligere WSOP-vindere, der klarer sig bedst.
Her er Phil Helmuth ikke overraskende favorit til odds 6,50, men det synes for lavt til at være et godt spil. Så er der mere guf i 2004-vinderen Greg Raymer til odds 13,00. Raymer synes at være den skarpeste af de senere års vindere.
Victor Chandler har samme væddemål, blot endnu mere begrænset nemlig til de seneste fem års vindere. Greg Rayner er her sammen med Carlos Mortensen favorit til 3,75, og igen ligner Raymer et godt væddemål.
Phil Helmuth tog med sejr i en af de tidligere events i dette års WSOP-turneringspamflet i Las Vegas sit 10. WSOP-armbånd og blev dermed rekord-holder, og han virker skarpt kørende i øjeblikket. Helmuth kan være et godt væddemål hos Betandwin head-to-head mod Chris Ferguson. Odds 1,90 på, at Helmuth når længst, er fint betalt.
Det bedste af alle poker-væddemålene har jeg ladet vente til sidst.
Alle tidligere WSOP-vindere har en skydeskive i panden, da det for mange amatør-spillere vil være en stor triumf at slå en tidligere verdensmester ud, men ingen har en bulls eye-plet mellem øjnene større end regerende mester Joe Hachem.
Odds 1,90 hos Betandwin på, at Hachem ryger ud før Greg Raymer, ligner klar værdi.