En fodskade pådraget i ligacup-semifinalen mod Werder Bremen holder Christian Poulsen ude af spillet i to uger, og derfor bliver han ikke klar til Bundesliga-premieren. Her tager Schalke hjemme imod Kaiserslautern. Inden da er der slutkamp mod Stuttgart i ligacup´en.
Poulsen vred om på foden efter en time og lod sig udskifte. Man frygtede det værste, men en undersøgelse på hospitalet viste, at der kun var tale om en forstuvning.
Werder Bremens Daniel Jensen var heller ikke med i semifinalen. Han er plaget af en muskelskade i den ene balle, men ventes snart klar igen. Landsholds-midtbanemanden er dog ikke med i lørdagens testkamp mod Hansa Rostock. Modsat de småskadede oversiddere mod Schalke, nemlig de nytilkomne backer Patrick Owomoyela og Jelle van Damme.