Generelle

Trist farvel for Beckham

Den nye landstræner Steve McClaren har lagt fra land med at fyre et fodboldikon. David Beckham er ikke længere en del af det engelske landshold og rent taktisk er det ikke nogen ulogisk beslutning

Det tog ikke den nye engelske landstræner Steve McClaren ret længe at overbevise fodboldoffentligheden om, at hans udnævnelse ikke er lig med en fortsættelse af Sven-Göran Erikssons linie. Tværtimod startede Erikssons tidligere assistent med et meget stort men også ganske logisk skridt, da han satte selveste David Beckham uden for den engelske landsholdstrup.

Det sidste årtis mest berømte fodboldspiller leverede ellers en på papiret rimelig VM-slutrunde med et mål og et par oplæg, men den 31-årige Beckham har ikke længere benene til at dække hele højreflanken og hans mangler blev for alvor udstillet, når Aaron Lennon blev sat på VM-banen. For Tottenham-teenageren kunne udfodre og skabe ravage i de ellers hermetisk lukkede modstanderforsvar, mens Beckham mest bragte sine dødbolde med ind på grønsværen, et område som også Frank Lampard og Steven Gerrard kan dække af.

"På internationalt niveau er hurtighed, gennembrudskraft, angrebsiver og direkte spil altid meget svært at forsvare sig imod. Hvad VM viste var, at når Aaron kom på banen betød hans hurtighed og evne til at afdrible en modstander, at forsvarerne fik det svært. Når hold i dag er så velorganiserede, kræver det spillere, der kan gøre noget anderldes, for at ødelægge deres organisation," sagde landstræner McClaren på sit første pressemøde i fredags, der i øvrigt også blev holdt på et hotel i London, som forgænger Eriksson aldrig benyttede for at understrege den nye landsholdsæra.

McClaren hævede dog også, at han ikke havde sat Beckham af på grund af signalværdien i det.

"Jeg sender ingen signaler. Jeg gør, hvad jeg tror på. Jeg ringende til David i mandags og forklarede min beslutning. Jeg sagde, at jeg planlagde for fremtiden, at jeg ville ændre ting, gå en ny vej og at han ikke var inkluderet i den. Jeg har stor respekt for David, han var en fantastisk anfører, en stor spiller og det er han stadig. Og jeg har ikke lukket døren for ham. Han var skuffet og indstillet for at kæmpe for sin plads, for hans passion for landsholdet vil altid være der," sagde den nye landstræner.

Man kan så stille spørgsmålet om David Beckham ikke stadig er blandt de 22 bedste markspillere i engelsk fodbold? Det er der næppe nogen tvivl om, at han er, men samtidig forstår man godt, at McClaren ikke ville starte sin landstrænerkarriere med en detroniseret anfører på bænken. Det ville der simpelt hen være for stort medieballade-potentiale i i forhold til ønsket om evolution fremfor revolution, så McClaren skar snoren over til den spiller, som hans forgænger Eriksson beundrede ud over alle fodboldmæssige grænser.

Også et økonomisk slag for Beckham

Hvad det betyder rent økonomisk for det engelske fodboldforbund er der ikke nogle forlydender om endnu, men den skuffede Beckham vil i hvert fald tabe reklamekroner, nu hvor han ikke længere er landsholdets fodboldikon i sit hjemland og samtidig tjener sit daglige brød i Madrid. Det vurderes, at Beckham aktuelt tjener knap 90 millioner kroner om året på sine aktiviteter udenfor banen, men det beløb holder næppe ret meget længere, mens hans fremtid på banen også er usikker med kun et år tilbage af kontrakten i Real Madrid og forhandlinger på stand-by.

Så meget tyder på, at det sidste billede af David Beckham i en engelsk landsholdstrøje blev det af en enormt skuffet og ankelskadet kaptajn på sidelinien i Gelsenkirchen, mens hans holdkammerater tabte kvartfinalernes straffespark til Portugal. Det var Beckhams landskamp nummer 94 for England, og den var også et passende symbol på de fem et halvt år under Sven-Göran Eriksson, en periode der blev lige-ved-og-næsten og hvor træneren ikke fik det optimale ud af materialet.

Spørgsmålet er nu, hvordan McClaren vil blande de foryngede kort, og umiddelbart kunne man godt forestille sig, at der bliver plads til både en defensiv midtbanemand og to gennembrudsfarlige kanter, hvilket også skulle skabe noget mere plads til de to centrale midtbanespillere, Frank Lampard og Steven Gerrard, der har haft det så svært med at få deres styrker til at fungere sammen.

Foreløbig har McClaren kun udtaget en spiller over 30 i truppen til venskabskampen mod Grækenland, mens der er lagt op til en 4-5-1/4-3-3 opstilling med de unge Lennon og Downing på kanterne, hvilket er et skridt væk fra Erikssons foretrukne og forældede 4-4-2.

"Jeg vil vinde kampe og det kræver nogle gange forskellige metoder. Jeg vil udvikle to-tre forskellige systemer, der kan gøre forskellige ting," sagde McClaren uden at blive mere konkret.

Det må vente til kampen mod Grækenland på onsdag på Old Trafford, hvor McClaren debuterer som chef, hvor John Terry er ny anfører, hvor den gamle landstræner Terry Venables er assistent, hvor Middlesbroughs sportspsykolog Bill Beswick er tilknyttet truppen og hvor David Beckham ikke længere er en del af det engelske landshold.