Tottenham Hotspur har fået den hollandske midtbanespiller Edgar Davids transferfrit fra Inter.
De to klubber blev tirsdag aften enige, og nu mangler blot de personlige forhandlinger med Davids samt et lægetjek.
"Han er en af de bedste hollandske midtbanespillere de sidste ti år," sagde Tottenhams hollandske manager, Martin Jol, om klubskiftet.
Edgar Davids vandt i 1992 UEFA Cuppen og 1995 Champions League med Ajax, før han i 1997 skiftede til AC Milan. Siden blev det til seks og et halvt år i Juventus inklusiv et halvt års lejeophold hos FC Barcelona. Davids vandt tre italienske mesterskaber.