Topopgør i det nordjyske
AaBs sæsonstart har været intet mindre end overdådig. Efter otte kampe har Erik Hamréns mandskab blot sat fem point til, og uanset hvad udfaldet af dagens topopgør bliver, så vil nordjyderne beholde rækkens førsteplads. De præstationer og den placering får nu ikke de sindige jyder til at sætte sæsonsigtekornet på guldmedaljer - officielt i hvert fald.
"Selvfølgelig går vi efter at slutte så højt som muligt, det er logisk. Men der er altså kun spillet otte kampe, så det vil være tåbeligt at ændre vores målsætning på nuværende tidspunkt," udtaler Erik Hamrén til AaBs hjemmeside.
Og der er også god brug for at være ydmyge før søndagens opgør i Ålborg. For efter en noget vaklende sæsonstart har dagens gæster for alvor fundet en fin form frem. OB har hevet sig op på SAS Ligaens tredjeplads, men især i UEFA Cup'en har Bruce Riochs tropper imponeret. Senest i torsdags, hvor fynboerne på det olympiske stadion i Berlin fik tilspillet sig en 2-2'er mod Hertha Berlin.
"I Storbritannien siger man i fodboldkredse, at "når et hold er højt oppe, gælder det om at få armene hurtigt ned". Jeg har den modsatte holdning: Når det går godt, og spillerne er højt oppe, gælder det om at holde dem der. Men vi skal samtidig vise den rette professionalisme og være realistiske. Det er OK at nyde Berlin, men nu retter vi fokus på AaB-kampen. Vi skal forberede os til at spille mod ligaens tophold," siger Bruce Rioch til OB's hjemmeside.
" Vi får igen brug for at vise stor disciplin imod AaB, og jeg forventer en hård men god kamp. AaB møder også med stor selvtillid. Jeg så dem spille mod Brøndby, hvor de gjorde det rigtig godt. Det er to selvtillidsfulde hold, der mødes på søndag."
Hos hjemmeholdet er Siyabonga Nomvethe, Patrick Kristensen, Suni Olsen og Jón Rói Jacobsen alle ude med skader.